Sundhedsstyrelsens udkast til en ny bekendtgørelse, om ansvarsfordeling fortsætter med at dele vandene.
På den ene side står Dansk Sygeplejeråd, der kraftigt kritiserer ordlyden, som organisationen mener pålægger sygeplejersker at spørge en læge om lov inden de eksempelvis tager en patients temperatur.
På den anden side står Sundhedsstyrelsen, der afviser, at der skulle være noget som helst nyt i bekendtgørelsen med henhold til, hvad sygeplejerske må og ikke må.
Står det til Mette Hartlev, der er professor i sundhedsret ved Københavns Universitet, har Dansk Sygeplejerråd dog ret i kritikken af bekendtgørelsen, som er sendt i høring.
»Sundhedsstyrelsen hænger fast i en definition af operative indgreb, som har mange år på bagen. Når man nu har lavet en vejledning, synes jeg, man bør benytte lejligheden til at præcisere begrebet i stedet for at anvende den gamle definition, som kan give anledning til misforståelser,« siger hun til Dagens Medicin.
Samme budskab har hun fortalt til
Dansk Sygeplejeråd
Misvisende ordlyd
Problemet med udkastet er, ifølge professoren, at formuleringen er misvisende.
»Hvis man tager det efter ordlyden, er der ingen tvivl om, at indførsel af de apparaturer, som et termometer og kateter jo er, er omfattet af at skulle have bemyndigelse fra en læge,« siger Mette Hartlev.
Mette Hartlev giver Sundhedsstyrelsen ret i, at der ikke er noget nyt i udkastet, og det er netop det, der er problemet, mener hun.
»Jeg er enig med Sundhedsstyrelsen i, at der ikke er noget, der har ændret sig. Definitionen af ’operativt indgreb’ har været anvendt i mange år, men først nu har man skrevet den ind i en vejledning. Problemet er, at man har forsømt at formulere en lidt mere moderne definition, hvor man tager højde for, hvordan virkeligheden rent faktisk ser ud,« siger Mette Hartlev.
DSR tilfredse med opbakning
Formand for DSR Connie Kruckow er glad for Mette Hartlevs opbakning.
»Vi er tilfredse med, at Mette Hartlev skærer igennem og bekræfter, at det ikke bare er os, der har misforstået vejledningen,« siger Connie Kruckow og pointerer DSR’s kritik:
»Som vejledningen er formuleret nu, skaber den alt for stor usikkerhed om, hvilke opgaver, sygeplejerskerne selvstændigt kan udføre. Det er stærkt uhensigtsmæssigt, for i yderste konsekvens kan sygeplejerskerne blive straffet for at overtræde reglerne. Når en professor i sundhedsret udtaler, at læser man vejledningen bogstaveligt, må sygeplejersker ikke selvstændigt anvende termometer, så er der altså et problem. Det rod må Sundhedsstyrelsen få bragt i orden,« siger hun til Dagens Medicin.
Præcision af vejledningen
Mette Hartlev foreslår, at Sundhedsstyrelsen præciserer formuleringen.
»Sundhedsstyrelsen kan skrive, at mindre rutinemæssige indgreb såsom at tage temperatur, lægge kateter og så videre, som de andre personalegrupper normalt udfører, falder uden for begrebet ’operativt indgreb’. Hvis de præciserer formuleringen i den retning, har personalet nogle pejlemærker at orientere sig efter,« siger hun.
Enhedschef for tilsyn i Sundhedsstyrelsen Anne Mette Dons mener ikke, det giver mening at skrive, hvad der ikke hører under begrebet ’operativt indgreb’.
»Vi kan ikke skrive, hvad der ikke gælder. Formålet med vejledningen er at præcisere ansvarsforholdet, når man bruger medhjælp. Ved at præcisere ansvarsforholdet, håber vi, at det vil blive lettere at lave opgaveglidning i sundhedsvæsnet,« siger hun.
På samme måde vil Sundhedsstyrelsen ikke komme ind på, hvad sygeplejersker reelt kan og må udføre.
»Det vil være alt for omfattende, og det er ikke det, vedledningen går ud på. Det, den går ud på, er at beskrive medhjælpsfunktionen. Hvad en sygeplejerske i øvrigt kan, fremgår af autorisationsloven, og det er jo ikke det, vi skal skrive i vores vejledning,« siger Anne Mette Dons.
Storm i et glas vand
Anne Mette Dons mener ikke, der er grund til at køre mere rundt i sagen.
»Det er en storm i et glas vand. Jeg siger det samme, som jeg har sagt hele tiden: Vi er af den opfattelse, at et termometer ikke er et apparatur i den forstand, og hvis det kan misforståes, så præciserer vi det selvfølgelig.«
Hun henviser til, at Sundhedsstyrelsen har indvilget i at mødes med interesserede for at drøfte eventuelle præciseringer.
I løbet af de næste 14 dage holder Sundhedsstyrelsen en række møder med blandt andre Dansk Sygeplejeråd, KL, Danske Regioner og PLU.
»Det er jo en høring, så vi tager selvfølgelig de bemærkninger til os, som der er kommet, og vi vil hjertensgerne præcisere det, der kan præciseres, og vi vil også gerne holde møder med dem, der vil mødes med os. Længere synes jeg sådan set ikke, den er,« siger Anne Mette Dons.
Det er ikke for sjov
Connie Kruckow synes, det er et problem, at Sundhedsstyrelsen ikke tager kritikken alvorligt.
»Jeg synes ikke, at den noget tilbagelænede holdning, som Sundhedsstyrelsen indtager, er i orden. Det er en styrelses pligt at forholde sig åbent til høringssvar. Jeg synes ikke, de tager kritikken alvorligt, når de kalder det en kuriositet. Det er en alvorlig sag for vores medlemmer,« siger Connie Kruckow.
Dokumentation