Inden for det næste årti skal Køge Sygehus udvides til at være hovedsygehus i Region Sjælland, lyder det i regionsrådets Sygehusplan 2009. Det vidner om, at planen fra 2007 om, at regionens to største byer, Roskilde og Næstved, hver skulle have et hovedsygehus er skrottet.

Udmeldingen kommer efter en længere tovtrækning mellem regionsrådet i den ene ende og Sundhedsstyrelsen og sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (kons.) i den anden.

Sidstnævnte har meldt ud, at for at få del i Kvalitetsfondens midler skal Region Sjælland på længere sigt samle alle de store specialefunktioner på færre steder og ligeledes samle den akutte modtagelse.

»Det er et ufravigeligt krav fra regeringen og Sundhedsstyrelsen, at vi har skullet revidere 2007-planen. Diskussionen går nu på, hvor meget vi skal ændre. Den diskussion skal efter min opfattelse fortsætte for at sikre, at vi også har specialerne på lang sigt,« siger regionrådsformand Kristian Ebbensgaard (V).

Akutmodtagelse og specialer samles
Den nye Sygehusplan 2009 er en revideret udgave af Sygehusplan 2007.

Af den nye sygehusplan fremgår det, at Køge Sygehus i 2020 skal fungere som hovedsygehus med ca. 800 senge og både være akutsygehus og rumme de specialiserede funktioner.

Samlingen af den akutte modtagelse kommer til at betyde, at alle 112-kørsler skal køre til en akutmodtagefunktion, med mindre vagtlæge eller ambulanceredder disponerer anderledes, f.eks. ved fødende, børn, apopleksipatienter, patienter med blodprop i hjertet mv.

Med beliggenhed centralt i regionen skal Køge Sygehus sikre tilgængelighed for patienter, pårørende og personale samt give gode muligheder for at rekruttere sundhedsfagligt personale til de specialiserede funktioner.

Næstved og Roskilde degraderes 
I den revidere sygehusplan tildeles Næstved og Roskilde hver et sygehus på ca. 200 senge med bl.a. en skadestue integreret med lægevagt, et speciallægeambulatorie betjent fra hoved- og akutsygehuse samt særlige apopleksiafsnit for visiterede patienter. Næstved Sygehus skal desuden varetage strålebehandling og medicinsk kræftbehandling, men der skal etableres et ’elektiv kirurgisk center’ på Roskilde Sygehus.

Slagelse Sygehus og Holbæk Sygehus skal med hhv. ca. 400 og ca. 300 senge være releativt store akutsygehus.

Slagelse skal endvidere huse de specialer, der kan være på to martrikler i regionen, og skal understøtte psykiatrisygehuset. Nykøbing F. Sygehus skal være et mindre akutsygehus med ca. 200-250 senge. Det skal sikre at den sydlige del af regionen bliver dækket.

Uvis fremtid
Hvorvidt forslagene i Sygehusplan 2009 bliver en realitet eller ej, står endnu i det uvisse.

»Jeg kan ikke garantere noget, når vi er i gang med at diskutere. Det, jeg har ønsket for Region Sjælland, er, at vi får del i kvalitetsfondsmidlerne ved at få samlet specialerne, så de kan godkendes af Sundhedsstyrelsen og samtidig lever op til de faglige krav,« siger Kristian Ebbensgaard.

Han mener, regionen bliver nødt til at tage én ting af gangen.

»Vi har skilt beslutningen om specialeansøgning og sygehusstruktur ad. På den måde kan vi sikre, at vi får placeret specialer her og nu på kort sigt. Lige nu koncentrerer vi os om at få lavet en specialeplanlægning, som tilgodeser en fortsat kvalificeret behandling og samtidig kan godkendes af sundhedsstyrelsen. Dernæst skal vi, for at vi kan sikre specialerne på lang sigt, fremhæve, hvordan vi vil have en struktur i fremtiden,« siger Kristian Ebbensgaard.

<iframe width="430" height="430" frameborder="0" scrolling="no" marginheight="0" marginwidth="0" src="http://maps.google.dk/maps/ms?hl=da&amp;ie=UTF8&amp;msa=0&amp;msid=110428868979804302110.00046af84efbe9bf65adf&amp;ll=55.241552,12.024536&amp;spn=1.346686,2.362061&amp;z=8&amp;output=embed"></iframe><br /><small>Vis <a href="http://maps.google.dk/maps/ms?hl=da&amp;ie=UTF8&amp;msa=0&amp;msid=110428868979804302110.00046af84efbe9bf65adf&amp;ll=55.241552,12.024536&amp;spn=1.346686,2.362061&amp;z=8&amp;source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left">Sygehusplan 2020 i Region Sjælland</a> på et større kort</small>

Link