»Det er ikke et forsøg på at lave et Danmarksmesterskab i kræftbehandling. Det er et ønske om at udpege, beskrive og vurdere en række velfungerende ideer, som alle kan kopiere og anvende.«
Sådan opridsede Dagens Medicins chefredaktør Kristian Lund på et møde i mandags det, han opfatter som idégrundlaget for den kommende turné for det rejsehold, som om kort tid skal besøge en række udvalgte kræftafdelinger.
Ekspertrejseholdet, som skal vurdere de gode eksempler, består af tidligere forskningschef i Lundbeckfonden og direktør i Hovedstadens Sygehusfællesskab, Erik Juhl, der også i forbindelse i sit arbejde for den forrige regering rejste landet rundt og fandt gode eksempler til efterfølgelse, seniorprojektchef ved Dansk Sundhedsinstitut, Sidsel Vinge, der er en af landets førende rådgivere i ledelse i sundhedsvæsenet, samt professor ved Aarhus Universitet, Peter Vedsted, der har stor viden om samspillet mellem sygehuse og almen praksis.
Rejseholdet skal gå udvalgte behandlinger og arbejdsgange efter i sømmene og vurdere hvilke forhindringer, der kan være for, at andre afdelinger kan benytte samme arbejdsgange og dermed bane vejen for en bedre behandling af kræftpatienter.
Erik Juhl pointerede ved mødet i mandags, at det ikke er viden om kræftbehandling, som mangler i det danske sundhedsvæsen, men snarere forståelse for processen og viden om implementering af de gode resultater.
»Vi ved en masse ting, som ikke kommer til anvendelse. Problemet er at få implementeret de gode eksempler andre steder. Der er altid ’gode’ forklaringer på, hvorfor man ikke kan anvende de gode eksempler lokalt,« sagde Erik Juhl.
Til at udpege de afdelinger, som ekspertrejseholdet skal besøge, har Dagens Medicin sammensat et rådgivende panel af fremtrædende kræfteksperter.
Resultaterne af ekspertrejseholdets arbejde og præsentationerne af de gode ideer præsenteres på Dagens Medicins kræftkonference torsdag 8. november i København.