Et lægemiddel, der leverer en kraftig dosis gift direkte ind i kræftsvulsten, kan forsinke udviklingen af brystkræft med de særligt aggressive HER2-positive kræftceller – og gøre det med færre bivirkninger end traditionel kræftbehandling.
Det viser et studie, som blev præsenteret på de amerikanske kræftlægers kongres ASCO før sommerferien.
Det nye middel, trastuzumab emtansine (T-DM1), som er udviklet af lægemiddelfirmaet Genentech, samler antistoffet Herceptins og kemoterapiens virkningsmekanismer i ét kræftlægemiddel. Fordelen er, at antistoffet kan transportere kemoterapien helt frem til og ind i kræftcellen. Da kemoen først aktiveres inde i cellen, får patienten færre bivirkninger.
Denne virkningsmekanisme er lidt af et drømmescenarie inden for kræftmedicin, og mange lægemiddelvirksomheder arbejder med lignende midler.
»Vi har forestillet os en verden, hvor kræftbehandling dræber kræft uden at skade patienten. Det gør dette stof,« siger dr. Kimberly L. Blackwell, professor ved Duke Cancer Institute og forskningsleder på det nye studie, til New York Times.
Sidste år blev midlet Adcetris godkendt til at behandle to sjældne typer lymfomer. I alt findes der verden over i øjeblikket ca. 25 kliniske forsøg med lægemidler, der kombinerer et antistof med kemoterapi, anslår en fransk lægemiddelforsker Alain Beck over for avisen.
I alt 991 kvinder deltog i studiet af T-DM1. Alle havde udbredt HER2-positiv brystkræft med et nyt tilbagefald efter den første standardbehandling med Herceptin og kemoterapien taxan.
Ved lodtrækning blev kvinderne fordelt i to grupper, hvor kvinderne i forsøgsgruppen blev behandlet med T-DM1, mens kvinderne i sammenligningsgruppen fik en velafprøvet standardbehandling, som kombinerer det målrettede lægemiddel Tyverb med kemoterapien Xeloda.
T-DM1 forsinkede kræftudviklingen med gennemsnitligt tre måneder. Kvinderne i forsøgsgruppen levede i gennemsnit i 9,6 måneder uden ny sygdomsforværring mod 6,4 måneder i kontrolgruppen. Den samlede overlevelse var ligeledes markant længere i forsøgsgruppen end i sammenligningsgruppen, men her er det for tidligt at gøre resultaterne endeligt op.
Forskningsleder Kimberley Blackwell siger dog til New York Times, at median overlevelsen i forsøgsgruppen sandsynligvis vil være mindst et år længere end de 23,3 måneders median overlevelse i kontrolgruppen.
Kvinderne i forsøgsgruppen havde også færre bivirkninger. Omkring 40,8 pct. af de kvinder, der fik T-DM1, blev ramt af en alvorlig bivirkning sammenlignet med 57 pct. af de kvinder, der fik de to andre lægemidler.
Blandt de alvorlige bivirkninger ved den nye behandling er skader på lever samt et fald i antallet af blodplader, hvilket kan øge risikoen for blødninger. Til gengæld havde forsøgsdeltagerne generelt ikke de problemer med hårtab, udslæt, kvalme og diarré, som er almindelige bivirkninger af kemo.
Genentech og moderselskabet Roche, der har sponsoreret studiet, forbereder på baggrund af resultaterne fra den nye undersøgelse ansøgninger om tilladelse til at markedsføre det nye kombinationsmiddel i både USA og Europa.
Cirka 20 pct. af alle tilfælde af brystkræft er såkaldt HER2-positiv brystkræft, hvor der er en øget risiko for, at man får tilbagefald af sygdommen. Studiet af T-DM1 havde også deltagelse af danske patienter.