På Odense Universitetshospital må patienter vente fem til seks uger på operationer for kræft i bugspytkirtlen. Alligevel henviser lægerne i Odense ikke til behandling på Aalborg Sygehus, hvor ventetiden er på blot to uger.

Det skriver TV2 Nyhederne.

Lægerne i Aalborg er simpelthen ikke dygtige nok til at behandle disse kræftpatienter, mener overlæge, professor Claus Hovendal fra Odense Universitetshospital.

»De er rigtig dygtige i Aalborg, men de behersker ikke hele paletten. Vi er meget ambitiøse for, at vores patienter får den bedste behandling og ikke får lavet unødvendigt kirurgi, og resultatet er optimalt - og der er kun den ene chance,« siger han til TV2 Nyhederne.

Han mener, at lægerne i Aalborg helt burde stoppe med at behandle patienter med kræft i bugspytkirtlen.

Den udmelding er lægefaglig direktør i Region Syddanmark Peter Frandsen alt andet end enig i.

»Det er for mig at se en usædvanlig og meget personlig udlægning af det, der ligger omkring det formaliserede samarbejde, som vi har med Aalborg, og derfor må det bringes i overensstemmelse med den generelle opfattelse vi har i regionen, og vi er helt uenige med ham‚« siger Peter Frandsen til TV2 Nyhederne.

Han understreger, at Sundhedstyrelsen har anerkendt Aalborg Sygehus som en behandlingsmuligheder for patienter med kræft i bugspytkirtlen, og han vil derfor snarest muligt sikre sig, at Odense Universitetshospital orienterer patienterne om alternative behandlingsmuligheder på alle andre hospitaler i Danmark.