Det var en beklagelig fejl, at en kvinde ikke blev opereret for kræft i bugspytkirtlen, siger OUH, efter at sygehuset i går blev kritiseret for ikke at have opereret en patient – tilsyneladende på grund af patientens mentale tilstand.

Men fejlen skyldtes tvivl om diagnosen og ikke hendes mentale tilstand, forklarer Jesper Durup, ledende overlæge på kirurgisk afdeling i Odense, i en pressemeddelelse.

»Det er vigtigt at slå fast, at det trods adskillige undersøgelser af patienten ikke har været muligt at påvise en kræftsvulst, og patienten var da også henvist til OUH med henblik på udredning af betændelse i bugspytkirtlen,« siger han.

Kvinden var blevet sendt til Odense, efter læger i Esbjerg havde konstateret en cyste i kvindens bygspytkirte. På OUH udførte lægerne en endoskopisk ultralydsscanning, hvorefter de i samråd med patient og pårørende beslutter den videre behandling.

Valget står mellem en indledende kikkertoperation og en omfattende operation senere, eller en indledende kikkertoperation med efterfølgende operation i samme bedøvelse.

Ét af kriterierne for valget af behandling er, om patienten kan samarbejde om det efterfølgende forløb. Her spillede kvindes mentale tilstand ind, og det blev vurderet, at det var bedst ikke at gå direkte til en eventuel større operation.

I patientens journal noterede den behandlende læge, at »grunden til, at der ikke direkte gås til operation, er at pt. er svagt retarderet!«.

Men den formulering er altså blevet misforstået, siger Jesper Durup.

Og da heller ikke de efterfølgende undersøgelser kunne påvise kræft, blev patienten aldrig opereret for sin kræftsygdom.

»Der er tale om, at en kronisk betændelse i bugspytkirtlen ofte er meget vanskelig at skelne fra kræftsygdom, og denne patient viser sig at være et af de tilfælde, hvor lægerne trods gentagne kontroller alligevel må konstatere, at det drejer sig om kræft. Desværre findes der ingen metoder, der sikkert kan afgøre, hvilken sygdom det drejer sig om,« siger Jesper Durup.

Afdelingen har efterfølgende inviteret de pårørende til en samtale om forløbet.