Patienter lider under lægers mangel på samarbejde

Sundhedssystemet lover patienterne, der træder ind i det, at de får et sammenhængende patientforløb. Men en ny ph.d.-afhandling af sociolog og sygeplejerske Rikke Juul Dalsted konkluderer, at sammenhængen mangler. Det skyldes, at de involverede faggrupper og instanser er for dårlige til at samarbejde, bl.a. på grund af måden, sundhedsvæsenet er organiseret på.

Rikke Juul Dalsted har interviewet 12 patienter og deres pårørende. Patienterne havde enten lunge-, tyktarms-, endetarms- eller prostatakræft og var tilknyttet kræftafdelinger på Næstved Hospital. På baggrund af patienternes beskrivelser af deres forløb udarbejdede Rikke Juul Dalsted en case, hvis forløb indeholdt de problematikker, der var gennemgående for patienterne.

»Patienterne oplevede f.eks., at lægerne ikke vidste, hvad der skulle ske med dem, når de var færdige hos dem. Det var heller ikke altid, at patienterne var klar over, hvem der skulle fjerne sting efter en stomi-operation, eller hvornår eller hvor det skulle foregå,« fortæller Rikke Juul Dalsted.

Alle så sig selv som centrum
Ud over patienterne interviewede Rikke Juul Dalsted 44 sundhedsprofessionelle, der havde haft med patienterne at gøre. Hospitalslæger, praktiserende læger, klinikpersonale, afdelings- og ambulatoriesygeplejersker, hjemmesygeplejersker og såkaldte ’case managers’, der stod for at varetage patienternes forløb, blev udspurgt om deres egen oplevelse af forløbene og deres roller i dem.

»Karakteristisk for svarene var, at alle faggrupper oplevede sig selv som centrum for forløbet, og alle mente, at netop deres faggruppe var bedst til at forstå patienterne og varetage deres interesser. Samtidig havde faggrupperne nogle gange et misvisende billede af, hvad andre faggrupper ved og har adgang til,« fortæller Rikke Juul Dalsted.

Det gælder eksempelvis for de to centrale lægegrupper, hospitalslægerne og de praktiserende læger. Her oplevede Rikke Juul Dalsted, at grupperne havde klart forskellige opfattelser af deres roller, samtidig med at de manglede viden om den anden gruppe.

»Sat lidt på spidsen så sagde hospitalslægerne, at ’jeg tager mig af det virkeligt centrale, det hardcore lægearbejde, nemlig at helbrede folk’, mens de praktiserende læger mente, at ’jeg er centrum for patientens behandling, for jeg tager mig af den hele patient, både det fysiske og psykiske, og hele hans eller hendes situation’,« forklarer Rikke Juul Dalsted.

Problemet er manglende viden
Forskeren slår fast, at hun ikke mener, at de divergerende opfattelser i sig selv fører til problemer. Det er den manglende viden om egen rolle i det samlede forløb, der er afgørende for de problemer, der kan opstå i patientforløbene.

»Der er en stor kollegial tiltro mellem grupperne, men de har hver deres område, og det skal de også have. Det bliver først problematisk, når f.eks. en hospitalslæge tror, at en praktiserende læge kan se de samme ting i hospitalets system, som han selv kan, for det kan den praktiserende læge ikke,« uddyber Rikke Juul Dalsted. 

Hun tror ikke, at det er nødvendigt for eksempelvis læger at kende alle de andre faggruppers arbejde tilbundsgående, men det er nødvendigt at kende til det, der grænser op til ens eget felt. 

»Hvad har man selv ansvar for, og hvordan sender man patienten videre, til hvem? Alle undersøgelser inklusive min viser, at der, hvor det går galt i patientforløb, det er i overgangene; når en patient ryger ud ad døren uden at kende det næste skridt. Derfor er det nødvendigt, at man forstår sin rolle som en del af et sammenhængende forløb. Som læge har man en central rolle, og man skal forstå, hvad ens arbejdsopgaver er i relation til de andre faggrupper, man samarbejder med,« fortæller Rikke Juul Dalsted.

Blandt faggrupperne er man altså meget bevidst om egne arbejdsopgaver, mens der mangler viden om de andre gruppers. Det kan betyde, at nogle patienter bliver afvist, hvis de henvender sig med en forespørgsel til den forkerte faggruppe. Men her har lægerne et særligt ansvar, understreger Rikke Juul Dalsted.

»Lægerne skal være opmærksomme på deres rolle over for og samarbejde med både patienter og andre faggrupper. De sidder højest i professionshierarkiet, og de har den viden, mange andre vil have. Så lægerne skal være ekstra opmærksomme på samarbejde,« siger hun.

Velkendt problemstilling
Rikke Juul Dalsted er ikke i tvivl om, at hendes fund gør sig gældende inden for flere sygdomsområder og på andre sygehuse end Næstved. Hun bad i forbindelse med de afsluttende konklusioner i sin afhandling de 44 sundhedsprofessionelle give feedback, og meldingen var, at der ’ikke var noget nyt’.

»Det er velkendt, at overgangene generelt er store problemkilder. Selvom vi i Danmark har organiseret patientforløb på tværs af hospitaler, har vi ikke fået skabt et link mellem organisationer og professioner,« siger hun. Forskerens konklusioner har fået hende til at sætte spørgsmålstegn ved de ’sammenhængende patientforløb’, som patienter i det danske sundhedssystem bliver lovet.

»Vi skal passe på ikke at love mere, end vi kan holde. Det er ikke nyt, at der er masser af huller i systemet, men vi lover stadigvæk sammenhængende forløb. Enten må vi lade være med det, eller også må vi gøre noget ved problemerne,« siger Rikke Juul Dalsted.

Problemerne er dog ikke lige til at løse. Der er bl.a. brug for mere opmærksomhed om, hvordan man samarbejder, og brug for, at både læger og sygeplejersker bliver involveret i planlægningen af patientforløb. Og så skal sundhedspersonalet ændre indstilling. »Lægernes indstilling overraskede mig lidt, de sagde at ’sådan har det været i 25 år, det kan vi ikke gøre noget ved’ — og så sker der ikke noget,« siger forskeren. Derfor skal der fokus på samarbejde på lægeuddannelsen.

»Jeg har rejst en del, og i Danmark er vi ikke super fantastiske til at samarbejde på tværs af professioner. Se bare på lægeuddannelsen. Lægerne er uddannet til at tage beslutninger selv, og det skal de også kunne, men hvor meget er man uddannet i det kæmpe samarbejde, man skal ud og være en del af? Ikke særlig meget,« forklarer hun. »Det er som at vende en olietanker. Men vi må beslutte, om vi vil opgive sammenhængende patientforløb, eller om vi vil gøre det, der skal til.«

Rikke Juul Dalsted konkluderer desuden også, at der er brug for mere fokus på patienternes rolle i deres egen behandling. Patienterne og deres pårørende gør et utrolig stort arbejde i forløbene, men det er ikke anerkendt. Derfor er det nødvendigt, at lægerne bliver opmærksomme på det og sikrer sig, at de har de redskaber og den viden, der skal til for at gøre arbejdet.