I de seneste år har der været en intens kamp mellem Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital om at få fingrene i landets første partikelkanon til behandling af særlige kræfttilfælde.

Men med weekendens aftalen mellem regeringen og Danske Regioner om næste års budget, mener Region Hovedstaden, at den har penge nok til selv at købe en partikelkanon.

Det var ellers staten, der skulle betale for kanonen, og her har både jyderne og københavnerne bejlet til at få kanonen og dermed lægge sig spidsen af landets kræftbehandling.

Den proces overhaler Region Hovedstaden nu, siger Thor Grønlykke, (S) budgetordfører i Region Hovedstaden.

»Region Hovedstaden vil gerne købe en partikelkanon, og efter at prisen er kommet ned på ca. 300 mio. kr. og efter aftalen med regeringen mener jeg, at det er realistisk, at vi selv finansierer partikelkanonen. Hvis regeringen siden hen vil finansiere den, vil det være fantastisk, men hvis ikke, så køber vi den selv. Derfor afventer vi ikke processen i ministeriet, og går allerede i gang nu med at sætte gang i købet,« siger Thor Grønløkke.

Inden sommerferien skulle det første møde ellers finde sted mellem Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og de to bejlere til partikelkanonen, hvor processen ville blive lagt mere konkret frem og hvor det uvildige og internationale ekspertpanel, der skal vurderer ansøgningerne fra Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet, skulle lægges frem.

Og selv om Rigshospitalet fastholder sin ansøgning, afventer regionen altså ikke det forløb.

»Vi fastholder vores bud, og så vil staten så sidenhed kunne betale for vores partikelkanon. Det er selvfølgelig også et scenarie, hvor regeringen beslutter, at regionerne selv skal betale for partikelkanonen. Under alle omstændigheder går vi selv i gang nu, og selv om tidshorisonten er usikker, vil det formentlig først være sidst i 2014, at den første patient bliver behandlet med partikelkanonen,« siger Thor Grønløkke.

I Region Midtjylland undrer fungerende regionsformand Bente Nielsen (SF), sig temmelig meget over Region Hovedstaden overhaling.

»Det er bydende nødvendig at lave en aftale på landsplan om en ny behandlingsform for kræft. Derfor foregår der lige nu et arbejde i Sundhedsstyrelsen, som fagligt set skal udvælge, hvor partikelkanonen skal stå. Det valg skal Sundhedsstyrelsen foretage, og så er det ikke i orden, at Region Hovedstaden bypasser processen,« siger Bente Nielsen.

»Vi har ingen planer om at selv at købe en partikelkanon, men holder os til de ansøgning, vi allerede har sendt til ministeriet,« siger hun.

Men ifølge enhedschef i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm kan Region Hovedstaden slet ikke bypasse processen.

»Det står regionen frit for at indkøbe udstyr, men Sundhedsstyrelsen skal give lov til at tage partikelkanonen i brug, og den faglige vurdering vil ikke hverken gå hurtigere eller langsommere af, at regionen nu vil købe en partikelkanon. Af den grund fortsætter forløbet med de to ansøgninger og det internationale ekspertudvalg uændret,« siger Søren Brostrøm, der sammen med Sundhedsministeriet mødes med parterne mandag den 25. juni.