Mere indrapportering, tættere overvågning af ledig kapacitet og ventetider på tværs af regionsgrænser og tydeligere ledelsesmæssigt ansvar for behandlingen af kræftsyge patienter.

Det er midlerne, hvorved regionerne vil sikre, at alle kræftpatienter modtager behandling inden for kræftpakkernes tidsgrænser.

Blandt intiativerne er en ny indbretningpligt for behandlende læger, der skal rapportere til både sygehus- og regionsledelse, hvis han eller hun oplever problemer ved at overholde de maksimale ventetider.

Derudover indfører regionerne også en såkaldt 'staffetoverlevering', der betyder, at den henvisende afdeling får ansvaret for, at patienten får en tid inden for de korrekte tidsmæssige ramme på det modtagende sygehus.

Det besluttede bestyrelsen i Danske Regioner på et møde i fredags. En arbejdsgruppe skal nu udarbejde, hvordan indberetninger og staffetoverlevering konkret skal foregå.

 

»Vi kan ikke leve med, hvis kræftpatienter venter unødigt længe – så enkelt er det. Derfor vil vi nu i Danske Regioners bestyrelse have et større og tydeligere ledelsesmæssigt ansvar hele vejen igennem systemet. Der skal være klare overleveringer fra led til led, og der skal ikke være tvivl om, når de røde lamper blinker på grund af for lang ventetid. Samtidig skal vi med den udvidede hotline hele tiden kende og ikke mindst udnytte kapaciteten maksimalt på tværs af regionerne. På den måde får vi repareret nogle huller i vejen i en ellers rigtig god udvikling på kræftområdet,« siger Bent Hansen (S) i en pressemeddelelse fra regionerne.

Foruden øget indberetning og staffetovelevering er Danske Regionerns bestyrelse også enige om at at oprette en kræft-hotline, der skal samle overblik over ventetider for strålebehandling og behandling med kemoterapi samt ventetider for operation.

Derudover vil regionerne i løbet af foråret lancere et nyt, tværregionalt monitoreringssystem, hvor regionerne følge de aktuelle forløbstider i pakkeforløbene fordelt på hospitals- og afdelingsniveau.