At få stillet diagnosen prostatakræft er forbundet med en øget risiko for selvmord og hjerte-kar-sygdomme, viser en svensk undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet PloS Medicine.

Forskerne bag undersøgelsen gennemgik oplysninger om ca. 170.000 svenske mænd, der havde fået diagnosticeret prostatakræft i perioden 1961-2004. Formålet var at undersøge, hvordan diagnosen påvirker risikoen for hjerte-kar-sygdom og selvmord.

Resultaterne af undersøgelsen viser en forhøjet risiko for både selvmord og hjerte-kar-sygdomme i hele det første år efter diagnosen, og især i den første uge. Selv om det totalt set er få mænd diagnosticeret med prostatakræft, der begik selvmord, var risikoen tre gange højere i det første år efter diagnosen, i forhold til mænd uden prostatakræft.

I den første uge var risikoen otte gange forhøjet. Risikoen for selvmord ændrede sig ikke over den undersøgte tidsperiode, mens risikoen for hjerte-kar-sygdomme faldt – sandsynligvis på grund af forbedret hjertebehandling i perioden.

Forskerne mener, at resultaterne peger på betydningen af at følge det psykiske helbred hos mænd, der for nylig har fået stillet diagnosen prostatakræft.

Kilde