Natarbejde øger sandsynligvis risikoen for brystkræft. Det har WHO's kræftforskningsorganisation IARC slået fast i en ny rapport, og det har fået WHO til at placere natarbejde som den første arbejdsmiljøpåvirkning, der kan medføre brystkræft.

Rapporten fra IARC har fået den danske Arbejdsskadestyrelse til at ændre praksis, så kvinder, der har fået brystkræft og har haft langvarigt natarbejde, nu har en mulighed for at få anerkendt deres sygdom som en arbejdsskade og derved få erstatning, skriver cancer.dk.

Derfor anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at kvinder, som har brystkræft, og har haft natarbejde, husker at søge erstatning for arbejdsskade. Natarbejdet skal dog have stået på i omkring 15 år, før styrelsen vil forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, som er det udvalg, der skal afgøre sagerne.

Alligevel opforder jurist Lars Kofoed fra Kræftens Bekæmpelse kvinder til at anmelde brystkræft som arbejdsskade - også hvis deres natarbejde har stået på i mindre end 15 år.

»De 15 år kan vise sig at være et fornuftigt valg for en grænse. Men det kan også vise sig, at grænsen skal være lavere. Så vi vil indtil videre anbefale kvinder også at anmelde deres brystkræft, selvom de har haft natarbejde i mindre end de 15 år, siger han til cancer.dk.

Link