En bred front af kræftlæger råber vagt i gevær over konsekvenserne af sygehusenes stramme budgetter.
De er frustrerede over det politiske spil og mener, at regeringen tørrer nedskæringer af på Danske Regioner.
»I den aktuelle situation er det ikke værdigt, at regeringen næsten per automatik understreger, at det er Danske Regioners ansvar og problem at drive sundhedsvæsenet,« hedder det i brevet, der er underskrevet af overlæge og dr.med. Torben Palshof, formand for sammenslutningen af Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG’erne).
Kritikken står i et åbent brev, som DMCG'erne gav sundhedsministeren på Copenhagen Conference on Cancer Services i slutningen af januar.
Lægerne beretter om akut ressourcemangel og stigende demotivation på kræftafdelingerne som følge af fyringer på Herlev og planlagte afskedigelser over hele landet.
Kritikken i brevet er bemærkelsesværdig, fordi den kommer indefra.
DMCG'erne er en sammenslutning af specialistgrupper indenfor hver kræftsygdom, der er upeget af Sundhedsstyrelsen til at koordinere og standardisere kræftbehandlingen på landsplan. De har blandt andet ansvar for de kliniske retningslinjer for Kræftplan II.
Ressourcer fulgte ikke med
Brevet beskriver det danske sundhedsvæsen som »ustabilt væsentligt på grund af en utilstrækkelig økonomisk ramme«.
Det hedder videre, at »der ikke blev tilført de nødvendige ressourcer med henblik på at implementere kræftforløbene i afdelingerne«.
Kræftpakkerne blev ifølge lægerne kun blev indført succesfuldt, fordi de sygehusansatte har været motiverede og villige til at løbe hurtigere.
DMCG’erne mener derfor, at engagementet og motivationen - »sundhedsvæsenets sjæl,« som det hedder i brevet – risikerer at gå fløjten, hvis belønningen for en effektivitetsstigning er fyringer.
Kræftlægernes målsætning med brevet var at vinde gehør overfor ministeren. Et mål, der nu ser ud til at blive opfyldt. Jakob Axel Nielsen lover, at han vil gå i dialog med DMCG’erne om brevets indhold i et møde i marts måned.
»Jeg har stor respekt for kræftlægernes indsats i det danske sundhedsvæsen. Fra regeringen er der kommet tæt på en ekstra mia. kr. målrettet til kræftbehandling, men det er først og fremmest personalet, der har æren for de gode resultater. Min holdning er, at det er et fælles ansvar for regionerne og regeringen at sikre de bedste rammer for kræftbehandlingen,« udtaler sundhedsministeren til Dagens Medicin.