Det er umuligt at gennemføre besparelser på Herlev Hospital uden ufrivilligt at ramme patienterne.

Sådan lyder budskabet til regionsrådspolitikerne i Hovedstaden fra 21 overlæger på onkologisk afdeling på Herlev.

»Det er jo ikke uden konsekvenser, at man fyrer hver 10. medarbejder. Hvis man virkelig ønsker, at vi skal levere den kvalitet, som alle taler om, så er det stærkt bekymrende at man fjerner så mange medarbejdere – selv hvis det primært bliver kontorfolk og kun få læger, vil det få drastiske konsekvenser for det, vi leverer,« siger Anders Krarup-Hansen, overlæge på Onkologisk afdeling R.

Sammen med 20 overlægekolleger på afdelingen har han underskrevet et brev til regionens politikere, der på et ekstraordinært møde i morgen, tirsdag, skal diskutere situationen på sygehuset.

Herlev er blevet bedt om at spare 195 millioner kroner, og direktionen har annonceret en prikkerunde på onsdag, hvor 160 medarbejdere kan forvente en fyreseddel. I alt skal op mod 500 stillinger nedlægges.

Umulig Kræftplan III
Men hvis spareplanen bliver gennemført, vil det få konskevenser, lyder det fra overlægerne. Ikke mindst for sundhedsministerens bebudede Kræftplan III, der ventes lanceret senere på året.

Herlev Hospital vil simpelthen ikke være i stand til at sikre bedre patientforløb, med fokus på blandt andet rehabilitering, som ministeren har lagt op til, hvis det som forventet bliver med 10 procent mindre personale.

Det håber overlægerne at brevet kan hjælpe med at gøre politikerne opmørksomme på.

»Vi kan jo kun håbe på, at det får nogen til at tænke sig om, og man vitterlig får gjort sig klart, at spareplanen vil få konsekvenser,« siger Anders Krarup-Hansen.

Læs kræftlægernes opråb til politikerne

Til politikerne i Regionsrådet, Region Hovedstaden.

Vedrørende: Besparelserne på Onkologisk Afdeling, Herlev Hospital

8. januar 2010.

Overlægerne på Onkologisk Afdeling R, Herlev Hospital er chokerede over udsigten til reduktion i afdelingens stillinger med 40, svarende til 9.5 % af stillingsmassen, og som fagligt ansvarlige føler vi os forpligtigede til at gøre opmærksom på de forringede vilkår for patientbehandling, besparelserne vil medføre.

Herlev Hospital som helhed har oplevet en stigning i produktionen på 40 %, men der er kun tilført 11 % flere ressourcer. Der er gennemført sammenlægninger af afdelinger i stor stil, der er oprettet akutfunktioner bl.a. åbning af døgnskadestuen. Herlev Hospital er i dag regionens klart mest effektive hospital målt i prisen per behandlet patient. Det er en plads vi er glade for og stolte af, men som også betyder et stort arbejdspres.

Man skulle tro belønningen for denne tro tjeneste ville være ros, men i stedet står vi nu overfor nedlægning af 500 stillinger på hele hospitalet, og 40 alene i onkologisk afdeling.

Herlev Hospital, ikke mindst Onkologisk Afdeling R, har de sidste år været under et betydeligt produktionspres, idet kræft helt rimeligt anses for en akut sygdom. Afdelingen har derfor skullet leve op til skærpede servicemål med kortere ventetider, smidige pakkeløsninger, tværsektorielle og tværfaglige koordinerede patientforløb. Endvidere er på grund af den positive udvikling i kræftbehandling kommet betydeligt flere avancerede behandlingstilbud til vore patienter.

Disse krav er opfyldt, men uden der er tilført afdelingen de hertil hørende ressourcer. Samtlige personalegrupper i afdelingen har med engagement udvist stor smidighed, leveret merarbejde og i det hele taget levet op til alle krav fra både politikere og patienter. Kræftbehandling er en tværfaglig disciplin, som er afhængig af et højt fagligt niveau på mange af hospitalets øvrige afdelinger. Da samtlige afdelinger skal spare solidarisk vil en reduktion i hospitalets stillingsmasse vil kunne betyde en risiko for en generel forringelse af håndteringen af kræftpatienter i deres behandlingsforløb..

Nye problemer med ventetider forudses at opstå som følge af manglende plejepersonale til at passe indlagte patienter og manglende muligheder for at få gennemført forskellige undersøgelser og prøver inde for de meget snævre tidsrammer, der er optimale.

Overlægerne på onkologisk afdeling må derfor konstatere at:

Det politiske krav om bedre patientforløb i kræftplan III vil blive vanskeligere at efterkomme.

Dette indebærer. En øget indsats indenfor rehabilitering. Muligheder for lindrende behandling og rehabilitering, patientkurser, samtaler og rådgivning om livsstilsrelaterede kræftsygdomme, bl.a. tobaksafvænning og ernæringskurser vil blive stærkt forringede med besparelserne.

Kræftpatienter har brug for håb om ny og bedre behandling, derfor har onkologisk afdeling prioriteret forskning og udvikling højt. Imidlertid vil besparelserne betyde at mulighederne for at udvikle og indføre nye behandlingsformer reduceres væsentligt.

Vi har derfor følgende spørgsmål til Hovedstadsregionens politikere:

  1. Hvordan kan man presse et hospital til at yde 40 % mere for kun 11 % flere ressourcer?
  2. Har budgettet været urealistisk, da man imødeså kæmpe besparelser ved sammenlægning med afdelinger fra andre hospitaler? med andre ord; er nogle af ressourcerne forsvundet i den proces?
  3. Hvad er tanken bag, når man nedlægger 500 stillinger og kræver endnu højere produktion, vel vidende at hospitalet i forvejen er regionens klart mest effektive målt i kroner per patient?
  4. Er der mening i at formulere vidtløftige krav om behandling og rehabilitering i ”verdensklasse”, når man samtidig fratager os muligheden for at leve op til kravene?

Hanne Havsteen, Benny Vittrup Jensen, Elo Andersen, Jens Bentzen, Christian Maare, Claus Kamby, Julie Gehl, Bente Holm, Anders Mellemgaard, Else Svensson, Kirsten Vistisen, Marianne Ryberg, Inge Marie Svane, Julia Johansen, Anders Krarup-Hansen, Dorte Nielsen, Gosia Tuxen, Lene Jarlbæk, Ole Larsen, Thomas Broe, Poul Geertsen.

Overlæger på Onkologisk afdeling R, Herlev Hospital.