Fælles for denne gruppe – godt nok stærkt selekterede – patienter og pårørende var en imponerende vilje til at udfordre systemet og de danske læger i en ellers svær tid med livstruende sygdom.
Modspillet fra de kræftpatienter, som rejser udenlands, ligner en tendens, som danske læger lige så godt kan vænne sig til. I dette kræfttema præsenterer vi anæstesiolog Ewa Leonard Jakobsen, hvis datter døde for få måneder siden efter behandlinger i både Kina og USA. Fejlene, som hun mener de danske læger og myndigheder har begået, forfølger hun kompromisløst i Patientklagenævnet og Patientforsikringen. Hvis hun ikke får medhold, vil hun gå videre til domstolene.
De enkelte sager kan hverken lægerne, second opinion-panelet eller Patientklagenævnet kommentere på. Men lukkethed er aldrig en god taktik. Hvis det danske behandlingssystem ikke lærer at imødekomme disse patienters krav til ordentlig information, samarbejde med de behandlende læger i udlandet og vise respekt for deres valg, vil patienterne i stigende grad kaste retssager og søgsmål i hovedet på de danske myndigheder.
Vigtigste lærdom må være at give patienterne et afslag, de kan forstå. Ifølge Frankfurtpatienterne har de alle fået en standardafvisning af second opinion-panelet uden forklaring. De er blevet henvist til Herlev Hospitals afdeling for eksperimentel kræftforskning, som er i gang med en kraftig udvidelse af deres protokollerede tilbud om regional kemoterapi. For de patienter, som falder inden for de protokollerede forsøg, er det et godt tilbud. For patienter med andre kræftdiagnoser end tarmkræft og – siden nytår – brystkræft har det dog hidtil været en stor skuffelse. For hvorfor vil second opinion-panelet ikke anbefale behandling i Frankfurt, hvor den efterhånden danmarkskendte professor Thomas Vogl har stor erfaring med at bruge teknikken til mange typer kræft, når man samtidig arbejder hårdt for at tilbyde behandlingen i Danmark? Svaret har patienterne ikke fået.
Den nemme forklaring er, at de eksperimentelle afdelinger i Danmark er bedre til at dokumentere deres behandling end Thomas Vogl. Men bedre til at behandle med regional kemoterapi er danskerne vel næppe? Opstarten med regional kemoterapi i Danmark vil derfor lide under presset fra en gruppe af patienter, der ikke forstår, hvorfor de ikke bliver sendt til f.eks. Frankfurt i stedet.
Man kan ikke undgå utilfredse patienter, men man kan behandle de utilfredse ordentligt. Og tror man patienterne, så har danske læger svært ved at håndtere patienter, der på egen hånd rejser ud. Bliver patienterne mødt med arrogance, stiger risikoen også for, at patientforløbene ender i retten. Det kan hverken læger, myndigheder eller patienter være tjent med.