Læger behøver ikke længere at rode med apoteksbonner og lommeregner for at finde ud af, om patienternes medicinudgifter er så høje, at de kan få kronikertilskud.

Ind til nu har lægen skulle ansøge myndighederne om kronikerbevilling til deres patienter, men fra begyndelsen af denne måned er nye regler trådt i kraft, så alle patienter med høje medicinudgifter nu automatisk får et loft over egenbetalingen. Beslutningen er en del af finanslovsaftalen for 2015, og den er altså trådt i kraft ved begyndelsen af 2016.

Loftet over egenbetalingen med fuld offentlig dækning af patientens udgifter til tilskudsberettiget medicin bliver nu automatisk udløst, når en patients egenbetaling til medicin på ét år overstiger 3.880 kr.

De seneste 2013-tal viser, at 86.000 danskere havde medicinudgifter over denne grænse på den tidligere ordning, men 32.000 i denne gruppe fik aldrig kronikertilskud, fordi deres læge ikke fik ansøgt om det hos Sundhedsstyrelsen – og nu Lægemiddelstyrelsen.

Beregningerne, som ligger til grund for den nye lovgivning, viser, at det vil koste regionerne 32,9 mio. kr. ekstra, at de 32.000 ekstra personer fremadrettet automatisk får tilskud. Hvis man fordeler den ekstraudgift på de 32.000 personer, svarer det til, at hver enkelt person får 1.028 kr. ekstra i statslig støtte til medicinindkøb hvert år.

Apotekerforeningen hilser den nye lovgivning velkommen, fortæller sundhedspolitisk konsulent Helle Sandager.

»Vi har gjort opmærksom på denne uretfærdighed i flere år. Det er derfor meget positivt, at det ikke længere er afhængig af den enkelte læge, om en patient får det tilskud, personen er berettiget til,« siger Helle Sandager.

Selvom det giver en umiddelbar merudgift for staten på 32,9 mio. kr., så vil en automatisering af kronikertilskuddet udløse besparelser andre steder i systemet. I de beregninger, som ligger til grund for lovændringen, anslås det, at der vil kunne spares 4,5 mio. kr. årligt hos lægerne, som ikke længere skal bruge tid på at ansøge om kronikertilskud. Kommunerne vil spare 7-11 mio. kr. årligt i støtte til medicinindkøb for svage borgere. Samtidig vil der være små besparelser i Lægemiddelstyrelsen, som ikke længere skal bruge mandetimer på at sagsbehandle ansøgninger om kronikerbevillinger.

Den nye ordning ligestiller ifølge Helle Sandager borgerne. Men tilbage står stadig den problemstilling, at den enkelte borgers medicinudgifter svinger for meget hen over året.

Ifølge Helle Sandager er det stadig et problem for mange borgere, at de skal dække alle medicinudgifter i begyndelsen af året, før de optjener retten til medicintilskud. Apotekerforeningen arbejder derfor fremadrettet på en udligningsordning, så borgernes medicinudgifter bliver udjævnet hen over året.