Læger kan med opbakning fra loven afvise at genoplive patienter, selvom de pårørende har et ønske om det modsatte.
Det slår en ny afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn fast, skrev Berlingske i weekenden.
Afgørelsen er principiel og er truffet på baggrund af en sag om en svært hjerneskadet mand, hvor lægerne vurderede, at fortsat behandling ville være »udsigtsløs« og medføre »unødig lidelse«, skriver avisen.
Da patienten døde, klagede de pårørende, men ifølge Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn var lægernes beslutning helt efter reglerne.
Lægeforeningen er tilfredse med afgørelsen, der understreger, at spørgsmålet om behandling altid er en lægelig vurdering.
»For nogle patienter og pårørende kan det måske opfattes som hårdt og urimeligt, at de ikke kan vælge en bestemt behandling til. Det ville betyde, at læger uden at have deres faglige grundlag i orden skulle indlede behandlinger, som ikke gavnede patienterne. Det holder ikke. Læger har qua deres uddannelse det faglige overblik og dermed det faglige ansvar. Det kan ikke lægges over på hverken patienter eller pårørende,« skriver Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen, i en leder af Ugeskrift for Læger.
Danske Patienter gør sig derimod til fortaler for, at de nuværende regler bør ændres.
»Det bedste er en dialog, hvor parterne når til enighed om, hvad der skal ske. Men det er nødvendigt at tippe balancen til patientens og de pårørendes fordel,« siger Lars Engberg til Berlingske.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen