Laveste bud - solgt!
Hidtil har der ikke lydt et ord om kvalitet, når private hospitaler og klinikker har vundet opgaver om at behandle syge danskere.
Privathospitalerne har kunnet vælge frivilligt at leve op til en række kvalitetskrav, men det har ikke været et lovkrav.
»I øjeblikket er lovgivningen sådan, at vi skal indgå aftaler med alle privathospitaler, som siger ja til den aftalte pris. Vi kan ikke stille særlige kvalitetskrav og særlige parametre op. Det er ikke indeholdt i den aftale, der er nu, og som er fastsat af Sundhedsministeriet,« siger Danske Regioners formand Bent Hansen (S).
Kvalitetsstandarder fra 2010
Fra næste år skal det være slut. Samarbejdsaftalen for 2010 mellem regeringen og Danske Regioner om samarbejdet med de privatet sygehuse lægger op til skrappe kvalitetskrav over for de private hospitaler.
»Privathospitalerne vil blive stillet over for de samme kvalitetskrav som de offentlige hospitaler. Der bliver ingen forskel,« siger Bent Hansen.
Fremover bliver det et krav, at privathospitalerne lige som de offentlige hospitaler indrapporterer til de forskellige kliniske databaser og lever op til Den Danske Kvalitetsmodel.
»De kommer selv til at stå for at følge op og indrapportere en del, men der vil også komme eksterne evalueringer, præcis som i det offentlige,« fortæller han.
Den Danske Kvalitetsmodel, som privathospitalerne fremover skal leve op til, skulle oprindeligt have været implementeret i det offentlige sygehusvæsen i 2008.
Som følge af sygeplejerskernes strejke blev den udsat til august 2009.
Kvalitetsmodellen handler om at forbedre patientforløb, fremme samarbejde mellem afdelinger, kvalitetsudvikling og videndeling. Konkret bygger den på akkrediteringsstandarder, som hospitalerne kan blive målt og vurderet ud fra.
Manglende krav kan skade privathospitalernes ry
Sammenslutningen af Privathospitaler og Private Klinikker (SPPD) synes, at udviklingen er et skridt i den rigtige retning.
»Dybest set meget, meget underligt, at der ikke tidligere har været stillet krav til kvaliteten, og det er noget, vi ønsker at få. Det er en god idé med kvalitetsstandarder på tværs af sektorer og rigtigt, at de private hospitaler skal leve op til de samme standarder som det offentlige,« siger Martin Koch Pedersen, der er direktør i SPPD.
Han fortæller, at mange private hospitaler og klinikker allerede er ved at omstille sig til de fremtidige krav.
»Det bliver naturligvis en øget udgift for det enkelte privathospital at skulle leve op til fastansatte kvalitetskrav, men det må være noget, samfundet er villig til at honorere, hvis man ønsker et sundhedsvæsen i verdensklasse,« siger han.
Til forbrugerbladet TÆNK har Martin Koch Pedersen givet udtryk for frygt for, at den manglende kvalitet kan udløse en skandale, som kan skade privathospitalernes image i befolkningens øjne.
»I teorien kunne en eller anden fribytter jo den dag i morgen lave en klinik og dumpe sit tilbud til det offentlige. Ingen ville derefter vide det,« siger Martin Koch Pedersen til TÆNK.
Læs også: