Danmarks Radio og Ekstra Bladet sår i dag tvivl om kræftbehandlingen på onkologisk afdeling påigshospitalet. Danmarks Radio skriver i en artikel på nettet, at danske læger undslår at fortælle om alle behandlingsmuligheder ved den sjældne sygdom lungehindekræft ved at tie om godkendt medicin og give forsøgsmedicin i stedet.
Men det afviser overlæge på onkologisk afdeling på Rigshospitalet, Jens Benn Sørensen. Ifølge ham varierer det nemlig fra patient til patient, hvor meget patienten kan magte af information.
»Det er jo generel procedure, at vi som eksperter informerer patienten om de behandlingsmuligheder, der findes, eller påtænker at tilbyde i den aktuelle situation. Det er helt normalt ved alle sygdomme, at lægen har den rolle,« siger overlæge Jens Benn Sørensen til Dagens Medicin.
»Patienten kan slet ikke overskue den lange række af behandlingsmuligheder, der findes, og jeg må som ekspert vurdere, hvilken behandling der er den rigtige for patienten,« siger Jens Benn Sørensen.
De fleste patienter med lungehindekræft kan ikke opereres med helbredende virkning. Disse patienter tilbydes kemoterapi med henblik på mod symptomlindring og levetidsforlængelse. I dag behandles patienter med en kombination af kemomidler – det vil sige, at Alimta eller Vinorelbine gives i kombination med et andet stof. Ved tilbagefald gives den såkaldte 2. linie behandling, som består kemoterapi i en anden kombination.
Ifølge en redegørelse, som onkologisk afdeling på Rigshospitalet udsendte i juni, er internationale eksperter enige om, at kombinationskemoterapi bør anvendes, men der findes ingen specifik angivelse af, hvilke midler der giver den bedste behandling.
Udokumenteret virkning
Ekstra Bladet skriver, at Jens Benn Sørensen har brugt en udokumenteret behandling på patienter, og som et led i sin behandling brugt Vinorelbine som den eneste i Europa, men den påstand er ifølge Jens Benn Sørensen helt ude i skoven.
»Vinorelbine er et særdeles virkningsfuldt stof, som har en dokumenteret virkning på 23 pct. og i flere tilfælde, er svulsten skrumpet ind. Dette er over for Alimta med 13 pct. Fordi Alimta er et godkendt lægemiddel og kan bruges i kombination, så er det ikke ensbetydende med, at det er standard. Der er intet videnskabeligt belæg for at fremhæve Alimta frem for Vinorelbine,« siger Jens Benn Sørensen.
Dette argument bakkes op af en rapport fra NICE, National Institute for Health and Clinical Exellence fra Januar 2008, der påpeger, at der ikke findes nogen internationalt accepteret standard for kemoterapi for lungehindekræft.
I en pressemeddelelse afviser Rigshospitalet, at der findes videnskabelige resultater, som viser, at kombinationsbehandling med Alimta er bedre eller dårligere end en kombinationsbehandling med Vinorelbine.
Derfor er der heller ingen internationale behandlingsretningslinjer, som anbefaler det ene stof frem for det andet, lyder konklusionen fra Rigshospitalet.
»Vi har naturligvis givet vore patienter den behandling, som ifølge vores bedste lægefaglige vurdering er den optimale. Lungehindekræft er desværre i langt de fleste tilfælde en dødelig sygdom, og uanset hvilken kemoterapi-kombination, man vælger, vil der oftest være tale alene om en livsforlængende behandling,« siger Rigshospitalets lægelige direktør, Jannik Hilsted, i pressemeddelelsen.
Han erkender dog, at kommunikationen mellem Rigshospitalet og patienter i behandling for lungehindekræft tydeligvis ikke har været optimal.
»Det fremgår jo af DRs dokumentar, at en række patienter ikke har følt, at vi har givet dem den bedste behandling. Det kan vi naturligvis ikke leve med, og det har vi taget konsekvensen af,« siger Jannik Hilsted.
Sådan behandler Rigshospitalet
Siden 14. juni har Onkologisk Klinik haft flg. retningslinjer for kemobehandling af patienter med lungehindekræft:
- Patienter, hvor behandlingen har et helbredende sigte, dvs. patienter, hvis sygdom befinder sig på et stadie, hvor operation stadig er en mulighed, tilbydes en kombinationsbehandling med cisplatin + alimta
- Andre patienter med specifikt ønske om cisplatin + alimta kan også kan tilbydes denne behandling.
- Kombinationen carboplatin + vinorelbine foretrækkes til patienter, hvis behandlingen har et overvejende symptomlindrende og levetidsforlængende sigte. Til denne type patienter foretrækker Rigshospitalet kombinationsbehandling med carboplatin frem for cisplatin, fordi den giver færre bivirkninger.
- Til symptomlindrende og levetidsforlængende behandling foretrækker onkologisk afdeling kombinationen carboplatin + vinorelbine, fordi fase II-undersøgelser tyder på, at den har større effekt på svulstens størrelse end kombinationsbehandling med carboplatin + alimta.
Link