De danske myndigheder er brændt inde med en stort lager af vaccine mod influenza A(H1N1), efter retningslinjerne for vaccination blev ændret, således at det ikke længere var nødvendigt med to doser vaccine for at være beskyttet mod den nye virus.
Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med den overskydende vaccine, men står det til professor og børnelæge Hans Bisgaard fra Gentofte Hospital, så er der i hvert fald én oplagt mulighed.
»Alle under 18 år bør gratis kunne få del i den kæmpe mængde af vaccine, der findes i landet efter at epidemien mod Influenza A ramte færre end ventet i første bølge,« siger han ifølge DR.
Forskning har tidligere vist, at børn og unge har den højeste risiko for at blive indlagt med influenza. Blandt de indlagte har ældre patienter dog den højeste risiko for at dø af sygdommen.
Afklaring tidligst til februar
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (kons.) har tidligere fortalt Dagens Medicin, at det formentlig først til februar kan blive aktuelt at tale om, hvad der skal ske med den overskydende vaccine.
Tidligere har blandt andre landets største private vaccinationsfirma, Danske Lægers Vaccinations Service, presset på for at få en afklaring.
I november luftede selskabet muligheden for at gå på indkøb i udlandet, hvor myndigehederne var længere fremme med planer om at skille sig af med den vaccine, der var blevet i overskud.
Således har både Frankrig, Tyskland og Holland meldt ud, at det er interesseret i at sælge vaccine til interesserede købere. Også Sverige meldes interesseret i at nedbringe lageret af Pandemrix-vaccine.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen