Nyheden om at oprettelsen af en ny lægeuddannelse i Aalborg nu kun mangler videnskabsministerens godkendelse, hører til i kategorien af dårlige nyheder.

Det mener både Lægeforeningen og de medicinstuderendes forening, FADL.

»Vores holdning er uændret, og vi ser stadig kritisk på oprettelsen af et nyt medicinstudie,« siger Michael Dall, formand for Lægeforeningens udvalg for uddannelse og forskning.

Lægeforeningen ser især et øget pres på de i forvejen kritisk få klinikpladser som problematisk, hvis Aalborg som ønsket skal optage 100 studerende om året.

»I mange år har man sendt unge læger under uddannelse til Sverige efter klinikpladser, så jeg kan ikke se, hvordan der skal være plads til endnu flere studerende,« siger Michael Dall.

Uacceptabel faglig standard
Også fra de studerende selv er kritikken af en eventuel ny uddannelse hård.

»På mange hospitalsafdelinger er der allerede for mange studerende til at de kan få meningsfuld undervisning. Med et nyt studie vil det være umuligt at opretholde en acceptabel faglig standard. De nyuddannede læger vil ganske enkelt ikke få en uddannelse, der kvalificerer dem til at tage sig af patienter. Kapaciteten er allerede fuldt udnyttet,« siger FADLs uddannelsesordfører Dea K. Larsen.

Regionsrådsformand Ulla Astman (S) har i et brev til Akkrediteringsrådet garanteret, at regionen kan skaffe 100 klinikpladser til de studerende, og det er blandt andet på baggrund af den garanti, at Akkrediteringsrådet har set positivt på nordjydernes ansøgning.

Om der bliver tale om at øge medicinstudiernes samlede optag, eller om de andre medicinstudier skal uddanne færre læger, ligger endnu ikke fast. Men i Michael Dalls øjne er beslutningen reelt taget.

»Den tidligere videnskabsminister øgede i februar 2009 optaget på studierne til bristepunktet, så det vil komme bag på mig, hvis der nu igen skal skrues ned på de eksisterende studier,« siger han.

De tre lægeuddannelser optager i dag cirka 1.400 studerende, fordelt på 575 i København, 340 i Odense og 465 i Århus.