Yves Sales bliver ny mand i spidsen for Lægeforeningen. I hvert fald for en stund.
Det står fast efter foreningens bestyrelse har peget på den nuværende næstformand som overgangsleder, når Jens Winther Jensen ved årskiftet forlader Lægeforeningen.
Den nuværende formand fortalte i sidste uge, at han forlader formandsposten for at blive sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland.
Vil ikke være formand
Yves Sales får dog kun fire måneder som formand, da bestyrelsen kun har konsituteret ham som formand frem til Lægemødet i Kolding sidst i april.
Yves Sales har gjort det klart, at han ikke er kandidat til formandsposten, og derfor skal foreningen finde et nyt ansigt, der permanent kan overtage jobbet som formand for de 24.453 medlemmer, skriver Lægeforeningen på sin hjemmeside.
Jens Winther Jensen blev første gang valgt som formand i foråret 2005 og genvalgt for tre år i 2008.
Samtidig med Yves Sales overgang til fungerende formand, opgiver han sin post i Lægeforeningens bestyrelse, hvor han har repræsenteret PLO. De praktiserende læger skal derfor finde et nyt medlem.
Klaus Klausen, Yngre Læger, er udpeget til ny næstformand.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen