Region Nord ønsker at kunne optage lægestuderende fra september 2010, for at afhjælpe den store lægemangel i regionen. De mener, at de vil kunne skabe en uddannelse på højde med de eksisterende.

Hos lægeforeningen er man dog betænkelig ved forslaget.

»Vi mener ikke, at der skal være flere lægeuddannelser, for det spreder kompetencerne ud i landet, og vi er simpelthen bange for kvaliteten af uddannelserne, hvis det sker,« siger Jens Winther Jensen, formand for lægeforeningens bestyrelse.

Også Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) tvivler på, at det i Aalborg vil være muligt at skabe en uddannelse af tilstrækkelig høj kvalitet.

»En ordentlig lægeuddannelse kræver mange forskellige kapaciteter, der kun kan findes centralt. Derudover kræver det, at de studerende introduceres for forskning på højeste plan, hvis vi også i fremtiden skal have uddannet de bedste læger,« siger Kristian Kraglund, formand for FADLs Uddannelsespolitisk Udvalg.

Nedværdigende
FADL mener også, at forslaget er udtryk for et nedladende syn på de medicinstuderende.

»Argumentet for at Region Nord skal have en selvstændig uddannelse er både nedværdigende og forfejlet. Man tror ikke, at andre ønsker at være i Nordjylland end nordjyder, og at de ikke vil tage 'sønden-fjords' i nogle år for at uddanne sig. Det er simpelthen nedværdigende! Også for det nordjyske sundhedsvæsen, da der ikke stilles tillid til at sygehusene vil kunne præsentere tilbud der er attraktive for studerende fra de eksisterende uddannelsessteder,« siger Kristian Kraglund

Han peger på, at der i dag eksisterer et velfungerende samarbejde mellem Århus Universitet og Aalborg Sygehus omklinikpladser. Ifølge ham, er det her, at Aalborg Sygehus bør gøre en indsats. Hvis de viser sig som en attraktiv arbejdsplads, får lægerne automatisk lyst til at blive.

»Regionerne bør basere deres indsats på at vise de bedste sider frem til både de studerende og de færdige læger, så de får lyst til at blive. De bør ikke oprette små, lokale lægeskoler, der kun uddanner lokalbefolkningen,« siger Kristian Kraglund.

Lægeforeningen påpeger, at oprettelsen at et nyt fakultet vil medføre, at man enten tager studerende fra de andre uddannelser, eller at man øger optaget.

»Skal optaget øges, opfordrer vi til, at det sker på de allerede eksisterende uddannelsessteder,« siger Jens Winther Jensen.