Læger er konserverende og konfliktsky

Ondskaben.

Det er, hvad Helge Kjersem husker bedst fra tiden som Røde Kors-læge i Eksjugoslavien. Ikke lemlæstelserne. Ikke det lægelige. Ikke reparationsarbejdet.

Nej, Kjersem, der efterfølgende skulle blive øverste direktør for Norges, ja, Nordens, største hospital og derefter direktør for Herlev Hospital, indtil han blev fyret af Region Hovedstaden for at overskride sine budgetter, behøver ingen betænkningstid, når han bliver spurgt, hvad der står klarest i erindringen fra hans arbejde under den jugoslaviske borgerkrig.

»Det var ondskaben. Hvor onde mennesker kan være mod hinanden, når det hele spidses til. Tortur og meningsløs vold. Det husker jeg,« forklarer Helge Kjersem.

Som svanerne på væggen
Denne fine sommerdag sidder han i sin stue i patricierlejligheden på Østerbro i København. Intet kunne være fjernere fra den jugoslaviske borgerkrig og flygtningelejrene end denne plet. Så stille er her. Engang boede her ligefrem en medicinaldirektør.

For enden af stuerne hænger et kæmpestort maleri. Norsk. Det fylder hele endevæggen, og det er umuligt at få øjnene væk fra. To svaner svømmer på en sø i skumringen. De hviler helt og aldeles i sig selv. Men de er også mutters alene. Der hviler en ro over dette maleri, nøjagtig som der gør over Helge Kjersem.

Svanerne i tusmørket afspejler den ledertype, som Helge Kjersem er, eller rettere, er blevet. Han er ikke en vildbasse. Han er ikke en kaospilot. Han er derimod levendegørelsen af en leder med tålmodighed. En chef, der lægger vægt på omtanke, som lægger sine planer, og de er langsigtede, og som kræver plads til refleksion.

Helge Kjersem er ikke, som læger er flest. Hans karriere har bragt ham omkring. Han ved, hvad han taler om, når han sammenligner danske forhold med udenlandske – og han synes, at Danmark klarer sig godt i rigtig mange tilfælde.

Men det hele startede som med så mange andre skandinaviske læger. Han søgte ind på lægestudiet i København. Kom ind. Mødte en dansk sygeplejerske. Så var han solgt. Skulle man skrive en roman om udlændinge i dansk sundhedstjeneste, så ville Helge Kjersem passe ind i alle fordommene og konventionerne.

Sådan da. Der gror ikke mos på Helge Kjersem, og allerede mens han læste medicin, fik han arbejde i Botswana og i den afrikanske Kalahariørken. Opgaven var at lære afrikanerne om forebyggelse og om, hvordan de kunne opbygge en primær sundhedstjeneste.

Bagefter tog han sin turnus i Sverige, i Karlskoga og Malmø, og derfor har han også et godt kendskab til det svenske sygehusvæsen.

Den rodløshed har præget Helge Kjersem siden. Han er speciallæge i intern medicin. Siden også i infektionsmedicin og klinisk mikrobiologi. Selvfølgelig skulle der så mange specialer på paletten. Sådan er Helge Kjersem.

Så skulle man tro at denne læge kunne falde til ro, men sådan gik det ikke. Ganske vist udviklede han sin karriere tålmodigt og metodisk, men han kunne ikke holde ud at gå den slagne vej, så sideløbende har han arbejdet som læge i Afrika, Asien og Europa, især i Guinea-Bissau, Bhutan og Eksjugoslavien med opdragsgivere fra Danida, Kirkens Nødhjælp eller Røde Kors.

Krigsbørn blev tabt på gulvet
Arbejdet med ofre i krig har givet ham betydelig indsigt i håndteringen af mennesker i nød, også når de er dukket op i Danmark. Han er ikke imponeret over Danmarks håndtering af de palæstinensiske flygtninge i 1991-92. De opnåede asyl i Danmark efter en spektakulær aktion i en kirke i København, selv om et enigt flygtningenævn ikke mente, at de skulle blive i Danmark. Men politikerne anført af Ritt Bjerregaard mente det anderledes.

Allerede dengang forudså Helge Kjersem, at der ville blive problemer: »Mennesker, der har levet i flygtningelejre, er voldsomt påvirket. Nogle er blevet tortureret. Deres børn, der måske ikke har prøvet andet end livet i lejrene, integreres ikke nemt i et nyt land som Danmark, og jeg er bange for, at Danmark har taget alt for let på den opgave. Vi har tabt disse børn på gulvet. Vi fik ikke formuleret en plan B – hvad skal vi stille op med mennesker med den baggrund, når de er bosat i Danmark. Det fik Danmark ikke styr på. Jeg mener, at det er en af forklaringerne på bandekrigene i København og andre steder. De nuværende problemer er selvforskyldte.«

Lægerne ved det lange, lange bord
Oven i den anstrengende lægeuddannelse, som altså oven i købet blev forstyrret af alle mulige opgaver i lande i krig, valgte Helge Kjersem – ja, man bliver nærmest træt af mandens ubændige trang til at lære – at tage en HD.

Han problem var, at han ikke kunne afkode djøfferne, som han mødte på sine rejser. Det måtte løses med en ekstra uddannelse, så han startede på Handelshøjskolen i København.

»Jeg ville forstå, hvad de talte om,« siger han. Men han siger også: »Gråspurve med kanoner« med tanke på, at han jo egentlig var læge, og at ønsket om at forstå administratorer i ulande eller krigsførende lande ikke var enormt.

Men han angrer tydeligvis ikke forløbet, som tværtimod kom til at ændre hans syn på ledelse, og som også blev en vigtig ballast på hans videre færd. I dag har Helge Kjersem mange synspunkter om ledelse, og mange af dem er groet ud af den særlige erfaringscocktail, som hans karriere har rystet sammen for ham.

Han er især kritisk over for læger og deres syn på ledelse. Han synes, at læger er konserverende.

»De er nærmest hjernevaskede til at blive det.«

Han tænker tilbage på tiden på Rigshospitalet: »Jeg husker, hvordan læger sad ved et langt, langt bord. I den ene ende sad de ældre læger, professorerne, overlægerne, i den anden ende sad de yngre læger. Med tiden flytter de unge sig fremad, og i processen, der varer årevis, præges de af de gamle. På et tidspunkt når de helt frem til den anden ende, men så er de blevet akkurat som dem, der sad der før. Det er sundt på visse punkter, men som hovedregel bliver de bærere af en gammeldags kultur.«

Et af de største problemer ved læger som ledere er, at de ofte er konfliktsky. »Den stil er velegnet, når det drejer sig om ledelse af de dygtigste. Men de talentløse skal videre, de skal lempes ud, og det er læger ikke gode til.«

Problemet er ikke isoleret til Danmark. »Man ser det overalt. Det er kulturen, som er gal, og der skal arbejdes tålmodigt med det. Men det er svært at udrydde. Lægerne er også bekymrede for at lave fejl, så de skjuler dem. Man skal jo lære af sine fejl. Det gør man ofte ikke. En af forklaringerne er, at ganske mange fejl reelt skyldes systemet og ikke den enkelte, og det kan være svært eller umuligt for udenforstående at skelne. Men lægerne reagerer meget stærkt, når systemfejl udlægges som personlige fejl.«

»Samtidig er der paradoksalt nok en fejlfindingskultur, som især praktiseres over for nye initiativer. Resultatet er, at læger tenderer til at være konserverende, og det har stor betydning for udviklingen af sundhedssektoren. Læger har jo kæmpe uformel magt, fordi de vil patienternes bedste,« siger Helge Kjersem.

Dialogbaseret ledelse
Helge Kjersem har haft enestående muligheder for at følge ledelse i sundhedssektoren på tætteste hold. I 1994 fik han sit første lederjob, dengang som afdelingslæge på Hvidovre Hospitals mikrobiologiske afdeling. På det tidspunkt var han allerede – på deltid – leder af Røde Kors’ Asylafdeling i Købehavn, i en periode, da Danmark modtog 85.000 flygtninge, som Kjersem bl.a. skulle passe på.

Tre år efter blev han udnævnt til direktør for Rigshospitalets neurocenter og psykiatri. Han overtog et center med økonomiske problemer, men formåede at skabe den nødvendige stabilitet og de nødvendige effektiviseringer, så der kom styr på pengesagerne. Netop evnen til at tøjle økonomier, der er løbet løbsk, blev der bidt mærke i dengang. Måske var der også opmærksomhed om, hvordan han nåede sine mål, nemlig ved indføre en langt højere grad af målstyring end tidligere set. Altså ved at anvende gulerødder, snarere end pistoler.

En af de gulerødder, Helge Kjersem har brugt til at nå sine resultater, er at give mulighed for øget forskning. Derfor lykkedes det ham også at opbygge endnu stærkere forskningsmiljøer. »Jeg dyrker dialogbaseret ledelse. Jeg tror, at god ledelse kommer af at lave aftaler med medarbejderne, og aftalerne skal sætte målene, og det skal udløse bonus af forskellig art at nå dem.«

Tilbage til Norge
Måske var det forklaringen på, at repræsentanter for ejerne af Ullevål Universitetssygehus i Oslo en dag i slutningen af 2000 dukkede op i Danmark. Også de havde et hospital med massive økonomiske problemer, og de havde brug for en ny direktør. Nordens største hospital, den udfordring kunne Helge Kjersem ikke modstå.

Han skulle få kam til sit hår. Pressen i Norge er blandt de mest barske i Europa. Der lægges ikke fingre imellem, og sundhedsstoffet er højt prioriteret. »I Norge er der jævnligt fakkeltog mod sygehusene eller sundhedspolitikerne,« erindrer han.

Men Helge Kjersem gentog bedriften fra Rigshospitalet. Han fik faktisk styr på økonomien, og recepten var den samme. Målstyring, og gulerødder at løbe efter. »Stille og rolig forretningsudvikling,« siger han.

Tålmodighed. Det er sådan, Helge Kjersem virker. Driften kom faktisk i balance. »Det gjaldt om at få lederne til at påtage sig et ledelsesansvar. For at opnå det skal man vælge dialogen. Kulturen var ikke god. Hvis der manglede en lillebitte ressource til en operation, så gik medarbejderne hjem. De overvejede end ikke at gå i gang med en anden opgave. Busserne kørte halvtomme, selv om de nemt kunne være fyldt op.«

Venter på næste udfordring
Fire et halvt år blev det til. Så fik han en henvendelse fra Muusmann, headhunterne hjemme fra Danmark. De var på udkig efter en ny direktør til et af Danmarks største sygehuse, Herlev Hospital.

For tredje gang lod han sig indfange til et job med en umulig økonomi. Det passede ham og hans familie at komme tilbage til Danmark. I maj 2005 startede han på et sygehus, der på mange punkter var ude af kontrol, og ikke nok med det: Herlev Hospital var centrum for en begyndende kræftskandale. Få måneder efter blev den udløst, og et halvt år efter stod himmel og jord i et.

Men der kom styr på tingene. Både økonomien og kræften.

Altså indtil starten på 2010. Så gik det galt. Troldmanden fra Norge, som ellers altid har leveret økonomisk kontrol, blev udstillet som selveste forklaringen på de nye negative budgetafvigelser på Herlev Hospital.

Reelt var afvigelserne ikke særlig store, og relativt blev afvigelserne klart overgået af andre hospitaler. I Herlev var afvigelserne tilmed resultatet af enorme omvæltninger og satsninger på hospitalet. Men han blev ikke tilgivet. Helge Kjersem blev fyret af Vibeke Storm Rasmussens Region Hovedstaden.

Det forløb vil Helge Kjersem ikke udtale sig om. Men han vil gerne sige, at han tror på langsigtet ledelse: »Hovsabesparelser, det har jeg ikke respekt for. Initiativerne skal gennemtænkes. Der skal lægges planer. Alt andet er håbløst og kortsigtet.«

Nu sidder Helge Kjersem ved sit maleri. Svanerne i tusmørket, mens han venter på den næste udfordring. Gad vide, om ikke der findes endnu en organisation med en ukontrolleret økonomi derude i sundhedssektoren.

Helge Kjersem er parat.

Helge Kjersem om Danmark

• Derfor kom jeg til Danmark: For at læse medicin på Københavns Universitet.
• Største oplevelse: Da min førstefødte (datter) blev født i 1978, og jeg assisterede ved kejsersnittet. Den uventede reaktion, at jeg blev så overvældet, at tårerne væltede frem midt i operationsfeltet. Jeg syede selv min kone sammen bagefter, og hun har siden altid beklaget sig over arrets størrelse. Selv om jeg havde assisteret ved flere kejsersnit tidligere, kan det ikke anbefales, at man som ægtemand/fader bliver så involveret.
• Bedste spisested: Selv om god (og stærk) thai- og vietnamesisk mad ofte foretrækkes, så er dette ofte af svingende kvalitet i Danmark. Et tilfældigt besøg i sommersol på Falsled Kro på Sydfyn for en del år siden står som den største kulinariske oplevelse i Danmark.
• Bedste gåtur: Langs havnen i København – fra Langelinje til Nyhavn, videre til Islands Brygge og broen over til Fisketorvet. Jeg er født på Vestlandet i Norge, så jeg prioriterer udsigt til havet.
• Her viser Danmark verdensklasse: Mange medicinske forskningsmiljøer er blandt verdens bedste, og man bliver stolt af de resultater som opnås.
• Bliver du i Danmark til dine dages ende? Det er usikkert. Jeg er internationalt orienteret og påtager mig gerne opgaver uden for Danmark. Og er man opvokset i den norske natur, savner man den altid.
• Det bedste ved Danmark: Det er danskerne, de er uhøjtidelige og venlige livsnydere: ’Nordens italienere’, som på samme tid kan være dybt engagerede, flotte fagfolk og personligheder og lidt ’rå’ forretningsmennesker.
• Det værste ved Danmark: Når vinterens tågeregn lægger sig mørkt, vådt og koldt i månedsvis – uden rigtig vinter og uden rigtigt uvejr.
• Jeg får nok af Danmark når... angsten for andet end det etnisk danske medfører uventet negativ humor mod ’de fremmede’. Fremmedfjendske kommentarer bliver mere og mere accepterede.
• Her finder jeg lidt af mit hjemland: I Tisvilde Hegn, hvor der er varieret skov, og også ’norsk natur’ med små bakker og ’bjerge’. Selv om man i den samme skov også finder meget unorsk bøgeskov og lang sandstrand.

Blå bog

Helge Johan Kjersem, 59

• 2005-2010 Direktør for Herlev Hospital
• 2001-2005 Adm. direktør for Ullevål Universitetshospital, Oslo
• 1997-2001 Direktør for Rigshospitalets neurocenter og psykiatri
• 1994-1997 Afdelingslæge ved mikrobiologisk afdeling, Hvidovre Hospital
• 1993 Speciallæge i klinisk mikrobiologi
• 1990 Speciallæge i infektionsmedicin
• 1989 Speciallæge i intern medicin
• 1989 HD i organisation, Handelshøjskolen i København
• 1985-1997 Koordinerende læge, Asylafdelingen, Dansk Røde Kors
• 1977 Cand.med., Københavns Universitet
• Gift med Anne-Marie, der er sygeplejerske. To voksne børn, Julie og Anders

E-paper

• Læs sommernummeret som e-paper (kræver login)