Læger mangler single sign-on-løsninger på sygehusene. Fraværet af disse løsninger forsinker dem i deres arbejde, at de skal logge ind med brugernavn og kodeord i de mange systemer – hver dag – og det koster dem tankevirksomhed og fokus, som ellers kunne være rettet mere direkte mod at hjælpe patienten.
Single sign-on er en proces eller teknologi, der muliggør, at man kun logger ind en gang til flere forskellige it-systemer. Når den ikke findes – og det gør den kun meget få steder – er lægen, sygeplejersken og andet sundhedsfagligt personale tvunget til at logge ind – og ud – hver gang, de har anvendt et system. Og hver gang de sætter sig ved en ny computer på sygehuset – det er nemlig kun meget sjældent, at man har en personlig computer som kliniker på et sygehus.
Mange log-ins dagligt
Der er mange systemer: Alt lige fra blodbanksystemet, laboratoriesvar, notat-modul, medicin-modul, røntgenbookingen, røntgendatabasen, bestillingsmodul og så videre – de fleste læger kan med lethed fortsætte listen.
“Det er et stort problem, at vi ikke har single sign-on. Især for os, der bruger mange programmer. Jeg bruger for eksempel selv på en almindelig vagt EPJ, to forskellige røntgensystemer, et laboratoriesystem, to blodbanksystemer med flere – jeg bruger vel omkring otte forskellige programmer,” siger Peer Eske Jensen.
Han er afdelingslæge på Anæstesi- og Intensivafdelingen, Herlev Hospital og tillige formand for it-udvalget i Hovedstadsregionens Lægekredsforening.
Regionerne på vej
Flere regioner er på vej med single sign-on i erkendelse af, at det er en barriere i lægernes og sygeplejerskernes hverdag ikke at have single sign-on. Blandt andet arbejder både Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark på at indføre single sign-on i større eller mindre grad.
Også it-konsulent Jens Hvidberg, der arbejder med it i sundhedsektoren for Devoteam Consulting, peger på, at man efterhånden er ved at få fokus på problemet.
“I hvert fald i i de kravspecifikationer, som jeg været med til at lave rundt omkring i landet, haar vi sagt, at systemerne skal kunne integreres, således at man opnår single sign-on også,” siger han.
Går ikke stærkt nok
Men selvom der altså nu er et voksende, formuleret krav fra lægerne om at slippe uden om log-in-forsinkelsen, og det er et kendt og accepteret krav i regionerne, kan der endnu gå en rum tid, før single sign-on er en realitet ude på sygehusgangene.
Regionerne har travlt med mange andre it-projekter, især sikker drift og konsolidering af de mange arvede systemer fra amterne. Det betyder, at single sign-on bliver udskudt – for eksempel har Region Syddanmark netop udskudt sit single sign-on-projekt fra 2009 til 2010.
Det irriterer lægerne, at der skal gå så lang tid, inden single sign-on er en realitet.
“Det går for langsomt. Når mine medlemmer (i Hovedstadens Lægekredsforening, red.) begynder at røre på sig, er det fordi, det har været et problem for længe. Man skulle have løst det for længe siden, samtidig med at man strammede datasikkerheden generelt, og samtidig med at man indførte it-systemerne,” siger Peer Eske Jensen.
“Og vi skulle som læger have stillet krav om, at der ikke skal indføres ny it, hvis det ikke fra starten blev sikret, at det kunne tale sammen, og man kunne logge ind med single sign-on,” siger han.
Steffen Fog (s.fog@cw.dk)