En patient med fodsår sidder og holder foden op til et kamera. I den anden ende sidder lægen og kigger på en stor skærm. Han skal nu til at beslutte, hvilken behandling såret skal have – og hvilken type sår der er tale om.

Et af de allermest omdiskuterede emner inden for kroniske sygdomme er det telemedicinske potentiale. Uenigheden går på, om telemedicin er egnet ved diagnosticeringen af patienterne.

Nogle læger frygter, at computer og skærm ikke kan erstatte det personlige møde, fordi relationen mellem læge og patient forsvinder, og fordi man ikke kan foretage en fysisk undersøgelse. Men samtidig er der fordele ved telemedicin, mener Lars Engberg, chefkonsulent i Københavns Kommune. Han deltog i Sundhedsstyrelsens seminar ’Diabetiske Fodsår – en medicinsk teknologivurdering,’ hvor netop telemedicins potentiale i forbindelse med fodsår blev diskuteret.

»I det lange perspektiv er der behov for at justere på arbejdsdelingen mellem et stadigt stigende højt specialiseret sygehusvæsen og primærsektoren, herunder kommunerne. Kommunerne har kompetencer eller kan udvikle kompetencer til at løfte en række opgaver, hvor bl.a. telemedicin vil kunne anvendes. MTV-en peger på, at det bestemt er værd at undersøge, om telemedicin kan anvendes i forbindelse med behandling og pleje af diabetiske fodsår. Det positive perspektiv er, at det kan betyde hurtigere såridentifikation og hurtigere sårheling, hvilket vil indebære færre ambulante besøg og indlæggelser. Det er ubetinget til fordel for både patient og samfundsøkonomi,« siger han.

Lars Engberg fremhæver desuden, at patienterne vil kunne slippe for transport til og ventetid på hospitalet, og at der også her ligger en fordel for patienterne og en besparelse for samfundet. Han konstaterer, at der bør udvikles en økonomisk finansieringsmodel, som sikrer, at kommunerne får andel i den besparelse, som ellers ville falde i regionerne.

Afdelingslæge på endokrinologisk afdeling på Århus Universitetshospital Niels Ejskjær arbejder aktivt med at udvikle telemedicin til behandling af borgere med diabetes – men samtidig understreger han, at telemedicin også drejer sig om driftsoptimering og derfor besparelser på en fornuftig facon.

»Det går godt i spænd med, hvad sundhedsvæsenet vil. Og det er muligt at udnytte telemedicin som et værktøj til organisation og resursestyring af behandlingen. Vi lader patienten selv gøre så stor en indsats som muligt, så der går ikke tid med det for sygeplejersker eller sekretærer. Desuden bruger patienterne ikke vores lokaler etc. Så der er mange resurser at spare. Selvfølgelig vil vi gerne levere en bedre og billigere sundhedsydelse til borgeren, men vi skal huske, telemedicin bare er et værktøj til at gøre dette, ydelsens faglige indhold skal være det samme eller bedre,« siger han.

Empowerment
Ifølge Niels Ejskjær kan telemedicin ikke fuldstændigt erstatte det personlige møde og slet ikke, når det drejer sig om at stille diagnoser. Men Klaus Phanareth, overlæge og formand for Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin, mener, det handler om at udvikle den rigtige teknologi.

»Telemedicin kan stort set bruges til hvad som helst, det handler bare om at finde den rigtige teknologi. Udviklingen af teknologierne er det, der sætter rammen. F.eks. har man opfundet plastre, der måler ilt, uden at patienten behøver gøre noget som helst. Og med de nye HK-skærme er farverne lige så klare, som hvis man selv stod hos patienten. Den eneste rigtige begrænsning på den lange bane er de kulturholdningsmæssige og de organisatoriske,« siger han.

En del af tankegangen bag telemedicin er ideen om empowerment – at patienten selv tager kontrol over sit sygdomsforløb. Det skaber et helt nyt læge-patient-forhold, forklarer Klaus Phanareth.

»Telemedicin er et redskab til at inducere patientempowerment, og det skaber et helt nyt partnerskab mellem lægen og patienten. Det er det, der både er styrken og udfordringen. Vi skal placere et ansvar ude hos patienten og aktivere patientressourcerne,« siger han.