Region Midtjylland bør skrotte epj-systemet Columna, som it-firmaet Systematic har udviklet for tidligere Århus Amt. Det konkluderer Erik Kristensen, formand for Overlægeforeningen, og Lars Bolvig, formand for Det Regionale Overlægeråd, i bladet ’Lægen i Midten’, som udgives Lægekredsforeningen for Midtjylland.

Århus Amt og Region Midtjylland har tidligere anslået, at de samlede udviklingsomkostninger ved epj-systemet ligger omkring 300 mio. kr., men de to overlæger mener, at de samlede omkostninger nærmere ligger mellem 750 mio. kr. og 1 mia. kr. Alligevel skriver de Erik Kristensen og Lars Bolvig disse penge må betragtes »som lærepenge – om end i luksusklassen. Ukritisk fortsættelse i samme spor som hidtil risikerer at blive væsentligt mere omkostningskrævende – både for skatteborgeren og arbejdsmiljøet«.

Århus-epj er den eneste mulighed
I artiklen gennemgår lægerne en rapport fra december sidste år, som konsulentfirmaet Deloitte har lavet for Region Midtjylland. Rapporten indeholder anbefalinger om, hvilke af de eksisterende epj-systemer i regionen, der kan anvendes som det fremtidige fælles epj-system for alle hospitaler i Region Midtjylland.

Rapporten kigger på de tre epj-systemer, som i øjeblikket er i brug på regionshospitalerne i Viborg, Horsens og i de tidligere Århus Amt. Rapporten konkludere, at såvel epj-systemerne i Horsens som i Viborg »udmærket understøtter klinikernes arbejde i dag«, men at ingen af de to systemer vil »kunne leve op til de forventninger, klinikerne i den øvrige del af regionen har til en epj i et fremadrettet perspektiv«.

Ifølge Deloitte-rapporten er Århus-epj-systemet det eneste »som har potentiale i forhold til at udvikle sig til en regional epj-løsning«, men rapporten er dog langt fra ukritisk over Århus-systemet.

Midtjylland er den eneste kunde
Især udtrykkes der i rapporten bekymring over, at Region Midtjylland hidtil er den eneste kunde, som Systematic har til sit epj-system.

»Dette forhold indebærer en markant risiko i relation til leverandørens muligheder for fortsat at investere i løsningens videreudvikling, og at regionen således også fremadrettet risikerer at stå alene med omkostningerne til udvikling, videreudvikling og vedligehold af løsningen,« hedder det i rapporten.

Øget tidsforbug må forventes
Samtidig påpeger rapporten, at Århus-systemet fortsat befinder sig i en udviklingsfase og ud fra en klinisk betragtning ikke har funktionalitet som epj-systemerne i Horsens og Viborg. Det betyder bl.a. at, der fortsat mangler en »egentlig afprøvning, tilpasning og opsætning af løsningen, så informationselementer sammenstilles og præsenteres i en form, der er hensigtsmæssig i klinisk praksis«, og at »det daglige kliniske arbejde vurderes at blive påvirket med øget tidsforbrug til registrering og informationsfremfinding, hvis Århus epj-sporet implementeres i en version, som ikke er tilstrækkeligt tilpasset til klinisk praksis«, hedder det i rapporten.

På baggrund af gennemgangen anbefaler rapporten, at Region Midtjylland i andet halvår af 2008 gennemføres et nyt udbud af en epj-løsning for hele regionen, og at en udrulning af Århus-systemet afventer dette udbud. Dog skal planlagte pilotafprøvninger i det tidligere Århus Amt fortsætte uændret.