De kommer ikke susende ind som anæstesiologerne eller kirurgerne og vupti-vupti, ordner sagerne. Deres patienter er de kronisk syge, de sindssyge og de døde. De er uundværlige, men de får ikke meget kredit for det, de laver. Men fortvivl ikke, Dagens Medicin giver fingerpeg om, hvem der har blik for deres særlige charme, og hvor den er spildt.

Patologerne har helt klart et bedre ry hos deres lægekolleger end hos sygeplejerskerne og de studerende, som synes, de er lidt creepy. Det er uden tvivl hos lægerne, de skal sætte ind, hvis de vil score til julefrokosten.

Psykiaterne, som længe har lidt under et usselt rygte, har held med deres charmeoffensiv over for de unge. Det er gennemgående, at de studerende vurderer psykiaterne langt bedre, end lægerne og sygeplejerskerne gør. På områder som humor, intelligens og – til alles overraskelse – tøjstil får de flotte karakterer af de studerende. Syv pct. af de studerende giver psykiaterne topkarakter inden for kategorierne »affære« og »giftemål«.

Profilen er styrket
Den melding er Marianne Kastrup, overlæge ved Rigshospitalets og næstformand for Dansk Psykiatrisk Selskab, jublende glad for.

»Vi gør en stor indsats for at afstigmatisere psykiatrien og styrke den faglige profil. Det er godt, at de unge kan se, at fordommene ikke altid stemmer overens med virkeligheden,« siger hun.

Hvad gælder endokrinologerne, er svarene tvetydige. De høster generelt bedre karakterer end både psykiaterne og patologerne, og det ser ud til, at sygeplejerskerne har en svaghed for dem. De synes, at de er både sjovere, klogere og mindre nørdede, end lægerne og de studerende synes. Men når det kommer til sex, så står sygeplejerskerne af. Ingen sygeplejersker har oplevet, at endokrinologerne gider flirte med dem, og hver tredje giver endokrinologerne bundkarakterer som både elskere og ægteskabspartnere. Den endokrinolog, der søger kærligheden eller en fræk date, bør derfor skæve til ungdommen. 10 pct. af de studerende giver dem topkarakterer som elskere, og 17 pct. giver dem topkarakter som ægtefæller.