Det begynder med et kindkys. Så en, der nyser og derefter giver hånd. En tredje kan ikke finde en ren kaffekop og kaster et blik rundt, inden han hælder kaffe op i en brugt kop, der stod efterladt på bordet, og drikker af den.

Tre virkelige scener fra årets Lægedage for praktiserende læger, hvor 1.800 praktiserende læger og klinikpersonale igennem fem dage gnubber skuldre og trykker hænder og får faglige indput.

Bella Center på Amager lægger lokaler til Lægedage, som blev skudt i gang mandag morgen. Samme dag, som Jens Lundgren, professor i virussygdomme fra Københavns Universitet, erklærede, at der nu er så mange influenza A (H1N1)-smittede, at vi officielt har en epidemi.

Mange af lægerne har afbrudt vaccinationsrækkerne i praksis og risikerer nu at smitte hinanden med influenza A (H1N1).

På toilettet hænger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, hvordan man vasker hænder for at undgå at blive smittet med influenza A (H1N1). Sygeplejerske Michala Eich skæver hen til plakaterne, der hænger på væggen på dametoilettet, og tager sig ekstra god tid med håndvasken.

»De er vel vaccineret«
»Jeg skal vaccineres, men er ikke blevet det endnu. Så jeg tænker da over det,« siger hun, inden hun forsvinder ud ad døren.

»Allerede i august, da vi sad og planlagde Lægedage, tænkte vi, at det sikkert faldt sammen med, at influenzaepidemien brød ud,« siger Kirsten Talbro Laraignou, der er den administrative leder i PLO og ansvarlig for Lægedage.

»Så det kommer ikke bag på os.«
Inden Lægedage begyndte, var der ingen aflysninger på grund af sygdom. Men de er begyndt at komme. Kirsten Talbro Laraignou tror dog ikke, at Lægedagene bliver centrum for smittespredning blandt de praktiserende læger.

»Det er jo læger. Jeg går ud fra, at de har sørget for at blive vaccineret, inden de kom. De ved jo, hvad de skal gøre for at undgå at blive smittet, og jeg går da ud fra, at de ikke møder op, hvis de føler sig syge,« siger Kirsten Talbro Laraignou.

Fingrene i slikskålen
Inde i messehallen står stande på rad og række og forsøger at tiltrække sig opmærksomhed ved hjælp af friskbrygget kaffe fra fancy espressomaskiner i krom, frisk frugt præget med firmalogoer og gaveposer.

Et par fingre fanger et vingummikirsebær fra en bugnende slikskål, og en yngre læge putter kirsebærret i munden, inden hun går videre til næste stand. Det næste par fingre finder vej til slikskålen og nupper en laber larve.

Praktiserende læge Olaf Hoffmann fra Fredericia står ved siden af. Personalet i hans praksis bliver vaccineret i dag, men da han er til Lægedage, er han ikke blevet vaccineret endnu.

»Jeg tænker ikke over faren for at blive smittet, og jeg tror ikke, det er så slemt at blive syg,« siger han og smiler venligt.

Samme holdning har Henning Meyer, der er praktiserende læge i Nørresundby. Han er heller ikke vaccineret, men erklærer kækt, at influenzafrygt ikke skal få ham til at ændre adfærd. Birgitte Alling Møller, praktiserende læge i Vejby, er heller ikke vaccineret endnu.

»Jeg tænker ikke over det, og jeg har ikke taget nogen særlige forholdsregler,« siger hun, inden hun igen lader sig opsluge i mængden af læger.

Lægedage