Årets modtager af Carlsbergs Mindelegat ønsker at gøre op med fordomme og myter om, at det er svært at få patienterne ud af behandling med vanedannende medicin som benzodiazepiner.
Det største problem ved at aftrappe patienter, der er i behandling med de stærkt vanedanne nde benzodiazepiner, er ikke patienterne selv. Det er lægernes egne fordomme og myter om, at det er en svær og uoverkommelig opgave. Men virkeligheden er, at den praktiserende læge med en række enkle håndgreb kan få langt de fleste benzodiazepin(mis)brugere ud af deres ofte årelange, og som regel helt unødvendige behandling med den vanedannende medicin.
Det mener modtageren af årets Carlsbergs Mindelegat, praktiserende læge Viggo Kragh Jørgensen, Thyborøn, der i dag modtager prisen netop for sit langvarige og store arbejde med at påvirke sine kollegaers udskrivning af benzodiazepiner.
»En hel del patienter kan bare stoppe helt og holdent, og langt de fleste kan ved en langsom nedtrapning komme helt ud af deres benzodiazepinforbrug. Brug af benzodiazepiner er et område, som har irriteret mange læger, fordi de syntes det var vanskeligt at tackle. Derfor har vi stiltiende accepteret, at patienterne oftest helt uden grund har fortsat i år eller endda årtier med at tage benzodiazepiner. Vi har et stort medansvar for dette misbrug, som vi må tage på os,« mener Viggo Kragh Jørgensen.
Følg reglerne
Efteråret 1989 var på flere fronter en skelsættende tid. Berlinmuren stod for fald, og Viggo Kragh Jørgensen nedsatte sig i en kompagniskabspraksis i Thyborøn. Her trives han fortsat fint, nu i en solopraksis, men i 2003 havde han brug for forandring i hverdagens rutiner.
Det daværende Ringkjøbing Amt slog en stilling som lægemiddelkonsulent op, og Viggo Kragh Jørgensen søgte og fik den. Amtet havde på daværende tidspunkt store problemer på medicinområdet med netop lægernes udskrivning af vanedannende medicin.
En effektiv plan
Sammen med farmaceut Birgit Toft, sygesikringschef Lars Oppenhagen og embedslæge Børge Sommer udklækkede Viggo Kragh Jørgensen en enkel, men – skulle det hurtigt vise sig – effektiv plan: Følg reglerne – og lad os se, hvad der så sker.
»Vi startede med patienterne i min egen praksis. Stop for receptfornyelse over telefonen, personligt fremmøde til månedlig vurdering af behovet, recept på højest en måneds forbrug af gangen, og evt. tilbud om nedtrapning. Det reducerede i sig selv forbruget med ca. 90 pct. Resultaterne var så gode, at vi inspirerede kollegaerne i Lemvig til at gå i gang. De halverede forbruget på halvandet år. Så blev modellen udbredt til hele amtet, hvor forbruget også blev halveret,« fortæller Viggo Kragh Jørgensen.
I dag bruges ’Thyborøn-modellen’ i hele Region Midtyjylland og i bl.a. Nordjylland, Sønderjylland og København, og blev i foråret skrevet ind i Sundhedsstyrelsens vejledning for brug af benzodiazepiner.
Enkle redskaber
»Min pointe er, at selv i en travl hverdag kan vi med enkle redskaber, og uden at tabe patienternes tillid, ofte helt fjerne patienternes langvarige medicinmisbrug. Forbavsende få af patienterne har reageret negativt, og mange har været yderst tilfredse. De har fået en bedre livskvalitet, er blevet mere socialt aktive, og fået et nyt mentalt og fysisk overskud i hverdagen. Nogle bliver vrede, når de erkender de problemer misbruget af vanedannende medicin har givet dem, og den vrede retter de – med en vis ret – mod den læge, der ikke har grebet ind tidligere. Men generelt er patienterne glade for at komme ud af misbruget,« siger Viggo Kragh Jørgensen.
Spørgsmålet er, om det lavere forbrug af benzodiazepiner bare er blevet erstattet af et højere forbrug af antidepressiv- og antipsykotisk medicin.
»Det ser heldigvis ikke ud til at være tilfældet. Tværtimod viser en undersøgelse, at en kritisk holdning til udskrivning af benzodiazepiner også giver en opbremsning i ordinationerne af antidepressiva og antipsykotika,« siger Viggo Kragh Jørgensen.
Carlsbergs Mindelegat
- Carlsbergs Mindelegat er et rejselegat, som gives til en praktiserende læge, der »i særlig grad har gjort sig fortjent gennem sin praktiske lægegerning og ved sin ethos og personlighed står som et mønster for sine kollegaer«.
- Carlsbergs Mindelegat er på 30.000 kr.
- Mindelegatet er på Lægedage tidligere uddelt til Bente Nielsen, København (2008), Finn Klamer, Mors (2007), Lars Rytter, Albertslund (2006), Preben Holme Jørgensen, Stenløse (2005), Jens Parker Petersen, København (2004), og Niels Christian Heebøll-Nielsen, Allerød (2003)