To nye midler til behandling af kronisk hepatitis C øger chancerne for at blive helbredt markant og gør det på den halve tid. De nye midler telaprevir og boceprevir ventes på markedet i 2011 eller 2012 og vækker optimisme hos formanden for Dansk Selskab for Infektionsmedicin, professor og ledende overlæge Henrik Nielsen, Aalborg Sygehus.
»Vi er på vej mod et gennembrud, som vil løfte behandlingen af kronisk hepatitis C markant. De eksisterende midler er kun moderat effektive, men de foreløbige resultater af de nye behandlinger tyder på, at vi fremover vil kunne opnå langt højere behandlingssucces, med kortere tids behandling og dermed også lavere risiko for potentielt farlige bivirkninger,« siger Henrik Nielsen.
Skrumpelever
Det præcise antal danskere med en kronisk hepatitis C-infektion er usikkert. Henrik Nielsen anslår antallet til ca. 20.000, men kun ca. halvdelen har fået stillet en diagnose.
»Problemet er, at en del af disse patienter udvikler egentlig skrumpelever. Med den eksisterende behandling vil højst halvdelen få fjernet virusinfektionen – og det er endda optimistisk sat. Desuden må en del patienter afstå fra behandling på grund af ofte svære bivirkninger. Med de nye midler forventer vi en signifikant bedre behandling. Vi kender endnu ikke de præcise tal, men det er måske helt op til 70-75 pct., som vil kunne blive helbredt,« mener Henrik Nielsen.
Telaprevir og boceprevir er tabletbehandlinger. Telaprevir er i kliniske afprøvninger givet til 250 patienter med ubehandlet hepatitis C som tillægsbehandling til den nuværende standardbehandling af hepatitis C, peginterferon alfa-2a og ribavirin. Telaprevir og boceprevir er såkaldte proteasehæmmere, som virker ved at blokere for et enzym, som hepatitis C-virusset har brug for for at kunne kopiere sig selv.
Kombinationen af telaprevir og standardbehandlingen gav en helbredelsesprocent på næsten 70 i forhold til 41 pct. i en gruppe, som kun fik standardbehandling. Kun to pct. fik tilbagefald, mod 23 pct. i kontrolgruppen. Mest almindelige bivirkninger blandt de patienter, der fik telaprevir, var udslæt.
Bocepravir har i en fase II-undersøgelse med 103 patienter vist en helbredelsesprocent på 75, hvilket var næsten det dobbelte af kontrolgruppens, 38 pct. 75 pct. er angiveligt den højeste helbredelsesprocent, som er blevet registreret i en gruppe af hepatitis C-patienter.
Behandling med peginterferon alfa-2a og ribavirin kan give bivirkninger i form af svære influenzalignende symptomer, depression, træthed, søvnløshed og anæmi.
Derfor ser Henrik Nielsen det som et betydeligt fremskridt, at kombinationsbehandlingen er i stand til at halvere varigheden af den nødvendige behandling for at opnå helbredelse.
»Patienterne går fra 12 måneders behandling med de nuværende midler til seks måneder med tillægsbehandling med de nye midler. Så til patienterne må vi sige, at der er en mere effektiv kur på vej. I dag er der ganske mange bivirkninger, men hold ud, til de nye midler er på markedet. Det er velundersøgte midler, som vi har gode data på,« siger Henrik Nielsen.
Læs mere