Sundhedsministeriet bliver atter slået sammen med Indenrigsministeriet, og ansvaret for sundheden er tilbage på Venstres hænder efter i nøjagtig to år og tre måneder at have været bestyret af den konservative Jakob Axel Nielsen.
Med rokaden har statsminister Lars Løkke Rasmussen genskabt det ministerium, som han selv stod i spidsen for fra 2001 til 2007, og med Bertel Haarder har han valgt regeringens absolut mest erfarne kort til at lede superministeriet.
Den 65-årige Haarder fik 1982 sin første ministerpost i 1982, da Poul Schlüter valgte ham som sin undervisningsminister. Siden da har han har haft i alt haft syv forskellige ministertitler i løbet af 20 år.
Bertel Haarder har i to omgange været undervisningsminister, men selvom skolerne har været hans store politiske interesse, ser han frem til at gå i gang med arbejdet på sin ottende ministerpost.
»Det er udtryk for stor tillid fra statsministeren, som interesserer sig glødende for området. Jeg glæder mig, selvom det helt sikkert bliver svært,« siger Bertel Haarder til Berlingske.dk.
Jakob Axel Nielsen er skuffet over at være blevet sat af minister-holdet i forbindelse med Lars Løkke Rasmussens rokade.
»Det er jo en del af det politiske game. Jeg synes ikke, det er retfærdigt, men der findes ikke en sådan højere retfærdighed i politik,« siger Jakob Axel Nielsen til P4 Nordjylland.
Jakob Axel Nielsen har i sine godt to år som sundhedsminister haft svært slå igennem som sundhedsminister, efter han overtog posten fra Lars Løkke Rasmussen, der i seks år havde siddet som en usædvanlig stærk sundhedsminister.
Jakob Axel Nielsen har i de seneste to år besat 19-pladsen på Dagens Medicins liste over de mest magtfulde personer i sundhedsvæsenet, og han har generelt haft de dårligste placeringer for en sundhedsminister i hele listens levetid. Desuden har han i de seneste halve år været belastet af ballade om vagtlægeordningen, akutberedskabet og i særdeleshed besparelser på sygehusene.
Danske Regioners formand, Bent Hansen (S, vurderer, at Jakob Axel Nielsen har været handlingslammet, fordi han dels overtog et ministerium. hvor Lars Løkke Rasmussen allerede havde tegnet de store linjer, og dels har været bundet af stadigt strammere statsbudgetter.
»Han har ikke handlet eller udtænkt store visioner. Men om det er fordi, at han har været usikker eller om han reelt ikke har haft beføjelserne til, det er svært at vurdere. Det ministerium er virkelig udfordringernes holdeplads,« siger Bent Hansen til Berlingske Tidende.
Han mener, at en sundhedsminister nemt risikerer, at komme i klemme mellem de stærke faglige organisationer, de selvbevidste regionspolitikere, finansministeriet og indenrigsministeriet.
»Vi er mange, der står og presser sundhedsministeren på maven,« siger Bent Hansen.
Bertel Haarders ministerposter
- 2007-2010: Undervisningsminister og minister for nordisk samarbejde
- 2005-2007: Undervisningsminister og kirkeminister
- 2004-2005: Minister for flygtninge, indvandrere og integration samt minister for udviklingsbistand
- 2001-2004: Minister for flygtninge, indvandrere og integration
- 2001-2002: Minister uden portefølje (Europaminister)
- 1987-1993: Undervisnings- og forskningsminister
- 1982-1987: Undervisningsminister
12 sundhedsministre
- 1926-1929 Victor Rubow, Venstre
- 1987-1988 Agnete Laustsen, Det Konservative Folkeparti
- 1988-1989 Elsebeth Kock-Petersen, Venstre
- 1989-1993 Ester Larsen, Venstre
- 1993-1994 Torben Lund, Socialdemokratiet
- 1994-1996 Yvonne Herløv Andersen, Centrumdemokraterne
- 1996-1998 Birte Weiss, Socialdemokratiet
- 1998-2000 Carsten Koch, Socialdemokratiet
- 2000-2000 Sonja Mikkelsen, Socialdemokratiet
- 2000- 2001 Arne Rolighed, Socialdemokratiet
- 2001-2007 Lars Løkke Rasmussen, Venstre
- 2007-2010 Jakob Axel Nielsen, Det Konservative Folkeparti
Kilde: Wikipedia