Han har større indflydelse på det danske sundhedsvæsen end nogensinde tidligere i sin karriere. Helt ned i detaljen med , hvor mange kvadratmeter der skal være på fremtidens sygehuse i Danmark og hvor mange patienter, der forventes at blive behandlet ambulant i 2018, har han blandet sig.
Erik Juhl, seniorrådgiver og tidligere forskningschef i Lundbeckfonden og snart 70 år, har det seneste år været formand for regeringens ekspertudvalg om sygehusinvesteringer og skullet fordele i alt 25 mia. statslige kr. Et arbejde, han har styret stramt, og i streng overensstemmelse med regeringens og sundhedsstyrelsens ønsker om at centralisere sygehusene og de lægelige specialer.
Udvalget afleverede i november den første indstilling om udmøntningen af de første 15 mia. kr., og Erik Juhl og de øvrige fire udvalgsmedlemmer valgte at skære ind til benet i bl.a. Region Sjælland, som fik diskvalificeret regionens somatiske sygehusplan som »kortsigtet og uambitiøs«, og Region Hovedstaden fik besked på at revurdere, om der kan nedlægges flere sygehuse i Nordsjælland.
Som formand for udvalget har Erik Juhl ansvaret for rapporten, der i flere regioner er blevet opfattet som arrogant og nedladende — samtidig med at der står stor respekt om udvalgets arbejde som fagligt veldokumenteret og vidtgående i konklusionerne. Erik Juhl og hans udvalg har ikke blot valgt at pege på gode sygehusprojekter i de enkelte regioner, men binder de enkelte regioner op på en samlet ramme for, hvor meget de maksimalt må bruge på de enkelte projekter. Overskrides budgetrammen, er der ingen statslige milliarder.
Erik Juhl fylder 70 år til april og har de seneste år haft markant indflydelse på det danske sundhedsvæsen bl.a. som deltager i regeringens sygehuskommissioner 1997 og 2002, som administrerende direktør i Hovedstadens Sygehusfællesskab 1995-2002 og som statsministerens personlige rådgiver op til regeringens kvalitetsreform i 2007. Og senest regeringens ekspertudvalg for sygehusinvesteringer.