»Man får ikke bare en hyler stukket i hånden«

»Bredere end det her bliver det simpelthen ikke. Man får set alle typer skader og patienter.«

Ordene tilhører 34-årige Jakob Møller Hansen, der er ansat som modtagelæge i en KBU-stilling på akutafdelingen på Køge Sygehus. Akutafdelingen blev oprettet 15. april, og Jakob Møller Hansen har været med fra første dag.

»Det har været en stor oplevelse at være med til at starte en afdeling op fra bunden. Det giver mulighed for at præge afdelingen, og man bliver virkelig lyttet til,« fortæller han.
Køge Akutafdeling har skadestuefunktion og er fælles akutmodtagelse for stort set alle specialer. Derudover fungerer den som traumemodtagelse, og afdelingen modtager hovedparten af alle trafikuheld på Køge Bugt motorvejen.

Lintz: Ikke godt nok
Implementeringen af de nye FAME-akutafdelinger landet over er ikke forløbet uden knaster. I juni tegnede formanden for de Yngre Læger, Lisbeth Lintz, i en leder et problematisk billede af de nye akutafdelinger.

Hun skrev, at akutafdelingerne havde »potentialet til at blive et fremragende uddannelsessted for yngre læger«, men skrev også, at »nogle steder oplever de yngste uddannelseslæger en helt anden verden. En verden, hvor visionerne langt fra er realiserede. Bagvagterne er ikke til stede døgnet rundt, og der er problemer med mangelfuld supervision og vejledning.«

Over for Dagens Medicin blev især Køge og Holstebro fremhævet som problematiske – Et billede, som KBU-lægerne, der arbejder på Køge akutafdeling som modtagelæger, ikke mener stemmer overens med deres hverdag.

Altid en at spørge
Fra morgenstunden er de fem KBU-læger, der er mødt på arbejde, blevet tilknyttet to koordinerende læger. De koordinerende læger leder og fordeler patienterne, og når KBU-lægerne i løbet af dagen har brug for hjælp, råd eller assistance, er det dem, de i første omgang henvender sig til.

»Det fine er, at man aldrig står alene. Der er den koordinerende læge at læne sig op ad, og der altid nogen tæt på, man kan spørge. Man får ikke bare en hyler stukket i hånden, og efter en voldsom hændelse, som et akut hjertestop, er der debriefing,« siger Jakob Møller Hansen.

Der er en tommelfingerregel om, at patienterne inden en time skal sendes videre til den afdeling, hvor de hører til, eller hjem. Derfor er KBU-lægerne på Akutafdelingen hele tiden i kontakt med læger fra hospitalets øvrige afdelinger.

»Vi gør en dyd ud af, at de skal kunne spørge andre læger om deres vurdering, så de hurtigt kan få sendt patienterne videre. Den kultur, der nogle steder hersker, at man som læge bliver nedgjort, hvis man beder om hjælp, skal væk,« siger uddannelsesansvarlig overlæge Anne Grethe Mølbak.

Træning en del af hverdagen
Hen ad formiddagen har kun en håndfuld patienter været forbi akutafdelingen. Jakob Møller Hansen kaster et blik ind i koordineringsrummet for at se, om der er nogle patienter på vej. Ikke én. Han sender et undskyldende blik og spejder længselsfuldt ned ad gangen, hvor alt stadig ånder fred og ro.

»Det er helt usædvanligt. Her plejer altså at være enormt travlt på denne her tid af dagen,« siger han.
Jakob Møller Hansen hiver en uanselig notesbog op af brystlommen, der åbenbarer et væld af navne, datoer og personnumre, og sætter sig foran en computer.

»Når der ikke er drøn på, følger vi op på vores patienter for at se, hvad der er sket med dem, siden de forlod akutafdelingen,« fortæller han.

Samtidig hiver Anne Grethe Mølbak et par ledige KBU-læger ind på en af patientstuerne, hvor de på en øvelsesdukke træner ugens tema, der er patienter med vejrtrækningsbesvær.

»Det er første gang, jeg for alvor oplever, at uddannelse på den måde er tænkt ind i selve arbejdsstrukturen. Modtagelægerne i KBU-stillinger får konstant træning i akutte situationer og ledelse. De er på hele tiden, og når der ikke er travlt, træner vi en scene, som nu,« siger hun.

Jakob Møller Hansen er ikke i tvivl om, at arbejdet på akutafdelingen er ekstremt lærerigt. Der er dog to væsentlige ulemper ved jobbet.

Akilleshælen
Den ene er nattevagterne, hvor der kun er én bagvagt, en koordinerende læge og to KBU-læger på arbejde. Det er helt klart afdelingens akilleshæl, siger Jakob Møller Hansen.

»Hvis der sker et par trafikuheld, og vi får en kritisk syg patient, så skal vi løbe stærkt. Så kan man godt føle sig lidt modløs og træt sidst på vagten, og det er helt klart på nattevagterne, man bliver slidt,« fortæller han.

Det er den koordinerende læges arbejde at danne sig overblik over patienternes tilstand og træffe beslutninger om, i hvilken rækkefølge de skal tilses. Hvis akutafdelingen for alvor er overbebyrdet, kan de vælge at sende patienter direkte videre til en af husets specialafdelinger uden at lave fuld journal.

Den sparsomme bemanding på nattevagterne er en politisk beslutning, men nattevagterne bliver bemandet med en ekstra læge de første gange, hvor en ny KBU-læge kommer på vagtskemaet.

Den anden ulempe ved jobbet på akutafdelingen er, at der ikke er et speciale, der hedder akutmedicin, siger Jakob Møller Hansen.

»For de ambitiøse læger, der ved, hvor de er på vej hen, er det derfor en administrativ blindgyde at blive hængende i flere år på akutafdelingen – men bestemt ikke en læringsmæssig.«