Forskerne bag undersøgelsen gennemgik data for ca. 2.100 patienter fra et apopleksiregister.

Patienterne havde fået apopleksi i perioden juni 2001 og december 2002, 232 havde fået trombolyse inden for tre timer. 44 pct. var kvinder.

Seks måneder efter sygdomsdebut blev patienterne interviewet om deres livskvalitet og funktionsevne, og svarene blev vurderet efter en såkaldt ’Stroke Impact-16 Score’.

Blandt de patienter, der ikke havde fået trombolyse, havde kvinderne mindre chance end mændene for en god prognose, defineret som, at personen var i stand til at klare sig selv. Det var tilfældet for 58 pct. af kvinderne og 70 pct. af mændene. 

Der var ikke tilsvarende kønsforskelle på dødelighed, og blandt de patienter, der fik trombolyse, klarede mænd og kvinder sig omtrent lige godt.

Forskerne påpeger, at også tidligere undersøgelser har vist, at kvinder synes at have større gavn af trombolyse, men at årsagen er uklar. Ud over mulige biologiske forklaringer fremhæver forskerne bag undersøgelsen, at kvinderne sjældnere havde en mand eller partner, der kunne pleje dem.

En anden årsag kan være, at kvinder oftere rammes af depression efter en apopleksi, hvilket kan gøre det sværere at komme sig.

Kilde