»Danmark skal have en partikelaccelerator til moderne og skånsom behandling af kræftpatienter. Men en partikelaccelerator koster op mod en halv milliard kroner, og derfor er der på landsplan kun råd til én. Partikelacceleratoren bør placeres, hvor den bedst kan gavne kræftpatienter og bagvedliggende forskning,« skriver Region Midtjylland og Aarhus Universitet i den ansøgning, som er afleveret til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Og ikke overraskende mener de to ansøgere, at netop Århus er den optimale placering af et dansk center for partikelterapi.
Regionsrådsformand Bent Hansen (S) mener, at de to ansøgningspartnere har afleveret en særdeles velmotiveret ansøgning.
»Det er danske og internationale topforskere, der skal køre partikelacceleratoren i stilling – og dem har vi i Aarhus. Læg dertil, hvad patienter og lægestand selv betragter som, Danmarks bedste Universitetshospital placeret midt i Danmark. Det kan kun blive til gavn og glæde for de kræftpatienter, det hele handler om, siger Bent Hansen i en kommentar på regionens hjemmeside.
Formand for Aarhus Universitets bestyrelse, Michael Christiansen peger på, at Aarhus Universitet har de danske og internationale topforskere, som kan udnytte partikelacceleratorens store forskningsmæssige potentiale.
»Aarhus Universitet netop har etableret et tværvidenskabeligt nationalt forskningscenter for partikelterapi. Det betyder, at både den fysiske og lægevidenskabelige forskning til udvikling af skånsom kræftbehandling med partikelterapi får helt optimale betingelser i Aarhus, siger formand for Aarhus Universitets bestyrelse, Michael Christiansen.
Beslutningen om, at Danmark skal partikelaccelarator blevet truffet i maj, da Løkke-regeringen, Dansk Folkeparti og løsgængeren Pia Christmas-Møller indgik et sundhedsforlig, som regeringen påtog sig at betale for byggeriet og drift af et dansk partikelanlæg, hvis private investorer vil betale for selve udstyret samt den efterfølgende forskning.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet fik herefter til opgave at nedsætte et uvildigt internationalt ekspertpanel, der kan vurdere, hvilken placering der tjener kræftpatienter og forskning bedst.
De to ansøgere lægger især vægt på vægt på fire hovedargumenter, som taler for, at Aarhus vil være den oplagte placering af en partikelaccelerator:
- Skandinaviens største forskningsmiljø for stråleterapi er integreret i et velfungerende klinisk kræftcenter ved Aarhus Universitetshospital
- Danmarks eneste forskningscenter for acceleratorfysik har hjemme på Aarhus Universitet. Forskningscenteret har en speciel ekspertise i partikelterapi
- Der er en byggeklar grund med udvidelsesmuligheder lige ved siden af kræftcenteret på det nye Aarhus Universitetshospital.
- Det tætte samarbejde mellem Sundhedsvidenskab og Naturvidenskab på Aarhus Universitet sikrer den nødvendige synergi for forskningen.
Bliver Aarhus hjemsted for dansk nationalt center for partikelterapi, kan byggeriet begynde med det samme. Tager ekspertpanelet sin beslutning inden 2012, kan den første kræftpatient blive behandlet i Aarhus inden udgangen af 2015, skriver Region Midtjylland på sin hjemmeside,