Med opmuntrende tilråb til hinanden gennemførte otte danske krigsskadede veteraner natten til mandag det godt 42 kilometer lange løb New York Marathon, skriver Ritzau.
Blandt deltagerne var den 25-årige Dennis Dencker fra Frederiksberg, som har fået amputeret sit højre ankelled og løb på en protese. Han gennemførte distancen i en tid på fem timer og ni minutter. Verdensrekorden er på to timer og tre minutter.
Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har støttet deres deltagelse som led i DIF Soldaterprojekt, der udvikler idrætstilbud for sårede soldater. Flere private fonde har støttet de otte veteraners deltagelse i maratonløbet.
DIF Soldaterprojekt løber i perioden 2011-2013 i samarbejde med Dansk Militært Idrætsforbund og Dansk Handicap Idræts-Forbund. Alle har bidraget til de 2,5 millioner kroner, som hele projektet koster.