500 kvinder købte i foråret en brystforstørrende operation af Glostrup Privathospital i København.

Købet var en såkaldt sweetdeal, hvor prisen er mindre end normalt. På Ekstra Bladets forside søndag anklages privathospitalet for groft at snyde de 500 kvinder, fordi patienterne blev lovet et implantat af mærker Nagor, men fik i stedet et af mærket Unigel, som var 500 kr. billigere for hospitalet. 

Forbrugerrådet kalder i Ekstra Bladet sagen helt grotesk og opfordrer politikerne til at stramme kravene til denne type af operationer:

»Som forbruger skal man vide, hvad man får indopereret,« fastslår seniorrådgiver for sundhed, Sine Jensen. 

På Glostrup privathospitals hjemmeside forsvarer ejeren af privathospitalet, Brian Lerche, sig. 

Han mener ikke, at kunderne er blevet lovet implantater fra en bestemt leverendør, men at de har købt en samlet operation.

»Vi har skiftet leverandør, da Nagor, en af vores hidtidige leverandører, pludselig satte prisen op til et uacceptabelt niveau. Da Nagor satte prisen op undersøgte vi markedet for andre CE godkendte brystimplantater, og valgte at skifte til det CE godkendte mærke Unigel fra leverandøren Sewoon Medical Co. At Unigel er CE godkendt betyder, at det er godkendt af myndighederne til brug i EU. Der er desuden livslang garanti på Unigel implantater samt livslang kapselgaranti. Hertil kommer, at Unigel er den eneste implantatfabrikant uden for USA, hvor gelen, dvs. silikonen også er godkendt af den amerikanske FDA (Food and Drug Administration), og vi er derfor overbeviste om, at Unigel er et meget sikkert produkt,« skriver Brian Lerche. 

Han erkender, at informationen til kunderne ikke har været god nok. 

»Normalt har vores leverandørvalg ikke været en del af informationen til kunderne, men det bliver det fremadrettet,« skriver han.