Den nyskabende metode til at levere lægemidler på kan i fremtiden få stor betydning for behandling af mange forskellige lidelser. Effekten af opfindelsen er præsenteret i tidsskriftet Science Translational Medicine.

Mikrochippens effekt blev testet hos syv danske patienter med knogleskørhed – det hidtil første kliniske studie, der undersøger effekten af den fjernstyret kontrollerede mikrochip i mennesker.

Resultatet viste, at mikrochippen markant forbedrede patienternes behandlingsforløb med et lægemiddel, der normalt kræver daglige, smertefulde selv-injektioner.

Forskerne implanterede mikrochippen lige under huden nær taljen på de syv kvinder, der var i alderen 65-70 år, og som normalt brugte injektions-penne indeholdende teriparatide, et lægemiddel mod alvorlig knogleskørhed. Mikrochippen udskilte lægemidlet lige så effektivt som de daglige injektioner, og blodprøver efter de 12 måneder, studiet forløb, viste, at knogledannelsen forløb med samme hastighed, som når kvinderne selv-injicerede lægemidlet.

Da de daglige injektioner kan være udfordrende og forbundet med smerte og ubehag både fysisk og psykisk, vil kun en fjerdedel af alle patienter typisk afslutte en toårig behandlingsperiode. I den gruppe af patienter, der fik medicin fra mikrochippen, fulgte 100 pct. behandlingsforløbet til ende.

Udgifterne til mikrochippen og det lille operative indgreb, der kan udføres under lokalbedøvelse hos en læge, svarer til de udgifter, der er forbundet med det nuværende lægemiddelforløb med injektioner.

Forskerne forventer, at mikrochippen ikke kun kan føre til en forbedret livskvalitet hos patienterne, men også til en markant forbedret behandlingseffekt grundet en væsentlig nedgang i afbrudte behandlingsforløb. Håbet er at få udviklet en model, der kan levere et års forbrug af lægemiddeldoser.

Science Translational Medicine, online: First-in-Human Testing of a Wirelessly Controlled Drug Delivery Microchip