Rigshospitalets klinik for klinisk fysiologi, nuklearmedicin & PET indviede i går en helt ny type scanner, der kan lave mr- og pet-scanninger samtidig.
Scanneren, der havde verdenspremiere i november 2010 på Technisches Universität Münche, er den første i af sin slags i Norden, og byder blandt andet på en forbedret billedkvalitet, fordi det er muligt at undgå de fysiske afvigelser, der kan opstå, når en patient bliver flyttet mellem en mr- og en pet-scanner.
Rigshospitalets scanner er doneret af The John & Birthe Meyer Foundation og har en værdi af cirka 35 mio. kr.
Den nye scanner skal blandt andet bruges til udvikling af PET/MR til scanning af børn, hvor en minimal stråledosis er særlig vigtig. Derudover forventes også voksne med hoved-halscancer at få glæde af Rigets PET/MR-scanner, ligesom den også kan bruges til undersøgelse af sygdomme i bevægeapparatet, rygsygdomme, led- og muskelsygdomme og til hele det neurobiologiske forskningsområde.
Scanneren skal bruges til både basalforskning og til bedre patientbehandling, oplyser Rigshospitalet.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen