Robotsengen kan omdannes til en kørestol og giver dermed brugeren mulighed for selv at bestemme, hvornår han eller hun vil stå op om morgenen, tage et hvil, sidde op og eventuelt transportere sig selv et andet sted hen.
På den måde behøver patienten ikke vente på hjælp fra plejepersonalet.
Robotsengen er udviklet af den japanske gigantvirksomhed Panasonic og kommer til Danmark i november som led i et femårigt samarbejde, som et dansk konsortium bestående af blandt andre Region Midtjylland, Aarhus Kommune og Odense Kommune for nylig har indgået med Panasonic.
Samarbejdet skal give Panasonic mulighed for at teste og tilpasse sin teknologi og løsninger til danske vilkår ved at lade robotter løfte, bære og hjælpe til på danske sygehuse og i den kommunale plejesektor.
Fra dansk side ligger gevinsten i at få tilført ny viden og nye løsninger, der kan sikre større effektivitet, mindre belastende arbejdsmiljø og bedre service til borgerne samt muligheder for at etablere forsknings- og udviklingssamarbejde mellem Panasonic og danske videninstitutioner.