I Danmark er der mere end 30.000 nye tilfælde af kræft om året, og kræftramte bliver behandlet med cytostatika, som blandes af ansatte på landets sygehusapoteker.
Arbejdet er forbundet med en vis risiko, da flere af stofferne i cytostatika er giftige. Arbejdet består samtidig af mange ensidige bevægelser i sterile rum, og det slider på kroppen.
Derfor har man på Region Hovedstadens Apotek eksperimenteret med at automatisere blandingen af kræftmedicin. Det har medført højere metodesikkerhed og et bedre arbejdsmiljø.
»Robotten er rigtig god til at sikre sterilitet. Det er altafgørende, da det er lægemidler, der sprøjtes ind i meget svækkede patienter. Den er også metodesikker og god til at dokumentere hele fremstillingsprocessen. Når lægerne ude fra afdelingerne skriver en recept med en given dosis, og personalet på apoteket læser det rigtigt ind i robotten, laver den det lægemiddel, der svarer til det korrekte,« fortæller Helle McNulty, farmaceutisk chef for klinisk farmaceutisk service ved Region Hovedstadens Apotek.
Mindre slid og nærkontakt med nåle
Robotten overtager også mange af de nedslidende bevægelser, der følger med i de cirka 30 procesled, der er ved manuel blanding.
»Når vi blander manuelt, arbejder vi ved en sikkerhedsbænk med armene inde i et sterilt område. Det er et ret hårdt og monotont arbejde. Der er også den risiko, at man stikker sig på kanylen, man bruger til at mikse cytostatikablandingerne med i infusionsposerne, og derved kommer i kontakt med skadelige stoffer. Det undgår vi med robotten. Efter farmaceuten har indlæst recepten til robotten, fodres den med hætteglas med cytostatika, kanyler mv. og laver så selv en færdig blanding med navn og stregkode,« forklarer Helle McNulty.
Opskalering kræver samme doser
Da Region Hoverstadens Apotek er de første i Skandinavien til at afprøve robotten, er der ingen ’manual’, og de har stadig udfordringer med at få opskaleret produktionen.
En af dem er f.eks., at bestillinger på cytostatika til patienter er individuelle, da de er bestemt af patienternes vægt. Mens en bestilling f.eks. lyder på 168 mg, lyder en anden på 173 mg.
For at kunne systematisere bestillingerne og bruge robotten i en større skala arbejder farmaceuter, læger m.fl. på muligheden for at runde op eller ned på antal milligram i bestillingerne og på den måde få flere ens doser.
Det giver også mulighed for at producere forud.
Bedre til at blande flere stoffer
En anden udfordring er, at patienterne typisk skal have mere end et stof.
»Lige nu kan robotten kun blande 14 ud af de 30-40 stoffer, man typisk bruger til kemoterapi. Robotten kan bedst lide flydende stoffer, og emballagetypen spiller også ind i forhold til, hvor samarbejdsvillig robotten er. Det forlænger vores procestid og ventetiden hos patienten, hvis noget i en bestilling både skal blandes manuelt og automatisk. Så er det hurtigere at blande det hele manuelt. Så vi arbejder hen mod at gøre robotten mindre følsom over for substans og emballagetyper, så vi kan køre endnu flere blandinger automatisk,« siger Helle McNulty.
Mindsker risiko for resistens
På Sygehusapotek Fyn har personalet også fået en ny robotkollega — en koblingsrobot, der blander antibiotika.
Som cytostatikarobotten giver koblingsrobotten også et sundere arbejdsmiljø for de ansatte. Både på apotekerne, men også på de kliniske afdelinger, hvor sygeplejersker ellers må tilberede medicin med antibiotika umiddelbart inden anvendelse. Da der ikke er samme restriktioner ved blanding i lukkede renrum som på apotekerne, fordi medicinen anvendes nu og her, øger det risikoen for, at sygeplejersken udsættes for antibiotika og udvikler allergi og bliver resistent.
»Med den nye robot får afdelingerne leveret antibiotika ’klar til brug’ fra apoteket. Det eneste, sygeplejersken skal gøre, er at ’aktivere’ det koblede produkt, så der tilføres væske til antibiotika i et lukket system. Det sikrer, at de under tilberedningen nu helt undgår nærkontakt med det aktive lægemiddel,« siger Ole A. Sørensen, farmaceut og funktionsleder ved Sygehusapotek Fyn.
Region Hovedstadens Apotek har også haft en koblingsrobot til afprøvning siden september og håber som fynboerne, at de derved minimerer antibiotikaforurening ude på afdelingerne fremover.