Omtalen af de potentielt farlige mesh-implantater har fået Sundhedsstyrelsen til at anbefale alle danske sygehuse til at indkalde berørte patienter til kontrol og samtale.

Det skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Implantatet er i Danmark brugt siden 2006 i begrænset omfang til kvinder med nedsynken skede, blære og livmoder, men internationale erfaringer viser, at hos op mod 10 pct. af patienterne skærer nettet sig igennem til skeden, og 10 pct. får smerter ved samleje.

I USA er der desuden registeret flere dødsfald hos patienter, hvor implantatet har revet hul til tarmen eller urinvejene.

Det fik i 2008 den amerikanske pendent til Sundhedsstyrelsen, Food and Drug Administration (FDA), til at advare læger om alvorlige komplikationer og rådede til forsigtighed i brugen af mesh-implantaterne.

Herhjemme indskærper Sundhedsstyrelsen nu, at de behandlingsansvarlige læger har indberetningspligt, hvis de oplever alvorlige bivirkninger som følge af brug af det syntetiske net.