Efter syv års modvind får det omdiskuterede århusianske epj-system Columna tilsyneladende sidste chance for at vise sit værd. Regionsrådet i Region Midtjylland har besluttet at give leverandøren Systematic til december, før det bliver besluttet, om regionens epj-systemer endnu en gang skal sendes i udbud.
Beslutningen kommer i kølvandet på en ekstern evaluering af regionens epj-systemer, som konsulentfirmaet Deloitte har foretaget. Region Midtjylland ønsker et fælles epj-system i hele regionen, men sygehusene opererer i øjeblikket med fem forskellige systemer. To af dem har regionen selv diskvalificeret som fælles epj-system for hele regionen. De tre sidste har Deloitte kigget på, og konsulentfirmaet har vurderet, at kun Columna har potentiale til at blive epj-system for hele regionen.
»Øget tidsforbrug«
Ifølge Deloitte er Århus-systemet dog stadig i en udviklingsfase og har ikke samme kliniske funktionalitet som epj-systemerne i Horsens og Viborg. Det betyder bl.a., at der fortsat mangler en »egentlig afprøvning, tilpasning og opsætning af løsningen«, og at »det daglige kliniske arbejde vurderes at blive påvirket med øget tidsforbrug til registrering og informationsfremfinding, hvis Århus-epj-sporet implementeres i en version, som ikke er tilstrækkeligt tilpasset til klinisk praksis,« hedder det i rapporten.
Derfor har det midtjyske regionsråd anbefalet, at regionen bruger resten af året på at afdække de problemer og usikkerhedsmomenter, der er i systemet, for derefter at bestemme, om regionen skal satse på Columna, fortæller Leif Vestergaard Pedersen, sundhedsdirektør i Region Midtjylland.
»Vores epj-system er indrettet, så vi kan skrue op og ned for ambitionsniveauet, og nu overvejer vi at implementere en mindre ambitiøs udgave af et meget ambitiøst epj-system,« siger Leif Vestergaard Pedersen.
Århus Amt og Region Midtjylland har anslået brugt 300 mio. kr. på at udvikle Columna, som i øjeblikket anvendes på Århus Sygehus, men regionsrådet vil ikke sende flere penge efter udviklingen af systemet, før det har taget stilling til, om systemet skal være fremtidens epj i Region Midtjylland. En nedjustering af det avancerede system vil ifølge Leif Vestergaard Pedersen ikke koste det store. Udgifterne vil først komme, hvis regionsrådet til december beslutter at satse på Columna, mener han.
Udskyder problemet
Region Midtjylland bør dog helt skrotte Columna, mener Erik Kristensen, formand for Overlægeforeningen, og Lars Bolvig, formand for Det Regionale Overlægeråd. I bladet Lægen i Midten, som udgives af Lægekredsforeningen for Midtjylland, kommer de med en sønderlemmende kritik af hele udrulningsprocessen. Erik Kristensen ser ingen grund til at vente.
»Det er bare en måde at udskyde problemet på. Som Deloitte-rapporten påpeger, har der hele tiden manglet en overordnet plan for, hvordan man udruller systemet, og hvis man igen fortsætter uden at opbygge ordentlige testsystemer, så er også det næste halve år spildt,« siger Erik Kristensen.
Han ønsker, at man kører en test på ét sygehus.
»Udviklerne af epj har for længst mistet jordforbindelsen. Det handler om at være operationel, og så må vi vente med en epj baseret på strukturerede data, til det fungerer på klinisk niveau,« siger Erik Kristensen.
Steffen Bang Nielsen (sbn@dagensmedicin.dk)