Regionsrådet i Midtjylland er enige om, hvordan et sparekrav på 284 millioner kroner skal fordeles.

Det var på forhånd frygtet, at sparekravet ville føre til lukning af sygehusene i Grenaa og Ringkjøbing, men begge sygehuse slap igennem sparemødet med livet i behold.

Helt fri går de små sygehuse dog ikke og Skive, Lemvig, Grenaa, Silkeborg og Ringkøbing skal således nedlægge sengepladser som konsekvens af den dårlige økonomi.

Konkret mister Grenaa fire af de i dag 16 sengepladser, mens neurorehabiliteringsafsnittene i Lemvig og Skive går fra 80 til 62 sengepladser. Sygehuset i Silkeborg mister 10 medicinske pladser.

I alt skal 166,5 millioner kroner findes i somatikken, mens behandlingspsykiatrien står for 19,9 milloner og primærsektoren for 40 millioner kroner.

»Med aftalen har Regionsrådet udvist politisk ansvarlighed. Der er truffet en række nødvendige beslutninger for at budgettet kan nå sammen. Vi er klar over, at besparelserne vil kunne mærkes af både patienter og medarbejdere, men de er nødvendige for at få skabt sammenhæng i økonomien,« siger regionsrådsformand Bent Hansen (S) i en udtalelse fra regionen.

Spareaftalen er ingået mellem Socialdemokraterne, Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre. Kun Fælleslisten står uden for.

Link