I beslutningsforslaget fra forretningsudvalget vurderes det, at et nyt udbud på et epj-system vil være for tidskrævende og umuligt at gennemføre, fordi der alligevel ikke er national konsensus om, hvordan de fremtidige epj-systemer skal se ud.
Ideen er at gennemføre udrulningen af Danmarks nok mest ambitiøse epj-system på ét hospital – sandsynligvis Regionshospitalet Randers – og lade de øvrige afdelinger, som bruger Columna, fortsætte på nuværende udviklingsniveau.
Kritikken fra lægerne har ellers været stor, og i foråret foreslog repræsentanter for Overlægeforeningen, at man helt skrottede Columna, fordi systemet fungerede for dårligt og kostede for meget. Siden har en ellers kritisk rapport fra konsulentfirmaet Deloitte konkluderet, at Columna på sigt, er det eneste af regionens epj-systemer, som ikke bliver forældet inden for nogle år. Samtidig konkluderer regionen på baggrund af en pilotafprøvning i efteråret, at systemet – på trods af vanskeligheder – er godt nok til at bygge videre på.
På det grundlag mener socialdemokraterne med Johannes Flensted-Jensen i spidsen, at der fortsat skal satses på Columna. Han mener, at man er nået så langt, at det »er tosset ikke at fortsætte«. Desuden kan regionen ifølge Johannes Flensted-Jensen ikke blive ved med at vente på en national epj-løsning, som lige nu har lange udsigter.
»Det er en rigtig god løsning at fortsætte på ét hospital, og jeg er tryg ved, at det er så godt gennemtestet, at vi kan tage skridtet videre med udrulningen. Alternativet er at sætte sig ned i fire år, og jeg synes, at det er fint, at Region Midtjylland kan være med til at sætte udviklingen af epj i Danmark i gang. Det trænger vi til,« siger Johannes Flensted-Jensen.
Hans socialdemokratiske kollega Henning Jensen stemmer også for forslaget, men er mere usikker på beslutningen.
»Det er med en stille rysten på hånden, at jeg stemmer ja, for det virker meget uoverskueligt og risikabelt. Men jeg sætter min lid til den faglige vurdering af, at pilotafprøvningen er lovende nok til at gennemføre en fuld udrulning, og så vurderer jeg også, at der i nuværende situation ikke er så meget andet at gøre end at bevæge sig videre, fordi alternativerne er så dårlige,« siger Henning Jensen.
Konservativ modstand
Den politiske blåstempling bliver dog uden opbakning fra De Konservative. Regionsrådsmedlem Poul Müller er tilhænger af at afprøve det på et hospital, men synes ikke at grundlaget er godt nok til at begynde implementeringen nu.
»Der er så store risici ved dette system, at vi ikke mener, at det er forsvarligt at gennemtrumfe en udrulning nu. Pilotperioden har været for kort, performanceproblemerne er ikke løst og omkostningerne ved at rulle det ud er slet ikke belyst. Samtidig risikerer vi at lægge Regionshospitalet Randers ned, hvis systemet viser sig ikke at virke,« siger Poul Müller.
Han ser gerne, at regionsrådet udskyder beslutningen om Columna.
»I stedet for at gennemføre en forkert og dyr løsning, vil jeg hellere sætte projektet på standby og afvente, at der kommer et bedre grundlag for beslutningen,« siger Poul Müller.
Læs om de konservative får held med at omvende regionsrådet på dagensmedicin.dk senere på eftermiddagen.
Epj i Århus
- I 1999 begyndte det tidligere Århus Amt udviklingen af epj-systemet Columna, som senere er beskrevet som en ’Rolls Royce-model’, fordi ambitionen om integration og en journal baseret på strukturerede data er høj.
- Columna er blevet evalueret i to eksterne rapporter. Først i 2004 af Epj-Observatoriet, som påpegede problemer med uacceptabelt lange ventetider i integrationsplatformen. Senest i en rapport fra konsulentfirmaet Deloitte, som sætter spørgsmålstegn ved klinikernes overblik og tidsforbrug, men som udpeger Columna til bedste bud på fremtidens epj.
- Regionsrådet i Midtjylland har givet en frist til december, hvor politikerne bestemmer, om man i fremtiden skal satse på Århus-epj’en.
- Budgettet for udviklingen af Columna er flere gange blevet overskredet, og den samlede pris lyder nu på 300-350 mio. kr.
- Columna anvendes af godt 17.000 brugere på hospitalerne i det tidligere Århus Amt og afdelinger i Herning, Holstebro og Ringkøbing.