Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) vil have placeret et ansvar for, at et stort antal danske nyrepatienter har fået alvorlige bivirkninger efter MR-scanning med MR-kontrastmidlet Omniscan. Det blev konklusionen på onsdagens samråd i Folketingets sundhedsudvalgs samråd om Omniscan.

Ministerens tilsagn kom efter, at Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF’s ordførere havde krævet en uvildig undersøgelse af Omniscan-sagen. Samtidig havde formanden for sundhedsudvalget Preben Rudiengaard(V), bedt ministeren svare på, om han var indstillet på at få undersøgt, hvor ansvaret for, at de Omniscan-undersøgte nyrepatienter udviklede den alvorlige bivirkning nefrogen systemisk fibrose (NSF), kan placeres.

»Ministeriet har bedt regionerne om at finde frem til NSF-patienterne og deres pårørende, og informere dem om deres muligheder for at søge erstatning. At tilbyde patienterne erstatning for de skader, de er blevet påført, er desværre det eneste vi kan gøre for dem nu. Derefter må vi finde ud, hvem skadevolderen er,« sagde Jakob Axel Nielsen.

Sundhedsministeriet bad i slutningen af marts kammeradvokaten undersøge, om det er muligt at ’søge regres’ – med andre ord forsøge at inddrive statens påførte udgifter – hos producenten af Omniscan for de sager, hvor der er udbetalt erstatning fra Patientforsikringen til patienter, der har fået skader efter brug af Omniscan. Det spørgsmål er endnu ikke afklaret.

Socialdemokraternes sundhedsordfører Jens Peter Vernersen mente, at NSF-patienterne havde krav på mere end en økonomisk kompensation for deres skader.

»Vi skal finde frem til de centrale forklaringer i sagen. I et retssamfund som vores har patienterne krav på at få placeret et ansvar for den situation, de er blevet bragt i,« sagde Jens Peter Vernersen, der samtidig efterlyste en grundig forklaring på, hvorfor Lægemiddelstyrelsen i 1998 accepterede producentens ønske at fjerne advarslen mod at bruge Omniscan til nyrepatienter – tilsyneladende uden nogen egentlig selvstændig sagsbehandling.

Ministeren mente ikke, at Lægemiddelstyrelsen kan klandres for den beslutning:

»Kontraindikationen skulle aldrig være fjernet. Det ved vi i dag. Men årsagen til, at det sker, er for mig at se en ren tilståelsessag. Man støttede sig til den største ekspert på området, professor i radiologi Henrik Thomsen fra Herlev, som i sin ekspertrapport havde skrevet, at gadodiamid (det aktive stof i Omniscan, red.) var et sikkert middel til nyrepatienter,« sagde Jakob Axel Nielsen.

’Lokalt problem’
Det fremgik også af ministerens bemærkninger under samrådet, at han anser NSF blandt danske nyrepatienter som værende ’et lokalt Herlev-problem’, som han udtrykte det. Dels fordi de kendte tilfælde er koncentreret omkring Herlev Hospital, dels fordi der til dato kun er få kendte tilfælde fra andre nyreafdelinger.

At hverken Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, embedslæger, nefrologer eller radiologer ikke tidligere fangede faresignalerne ved brug af Omniscan til nyrepatienter, mener ministeren kan tilskrives, at sagen er så kompliceret.

»Erkendelsen har været længe undervejs, bl.a. fordi symptomerne på NSF er så svære at genkende. Det er svært at finde nålen i høstakken, når man ikke ved, hvilken nål man leder efter,« sagde Jakob Axel Nielsen.

Uvildig undersøgelse
Nyreforeningen har som en reaktion på samrådet meldt ud, at foreningen finder det positivt, at ministeren lover, der vil blive placeret et ansvar. Men der er fortsat behov for at undersøge Lægemiddelstyrelsens og producentens rolle i sagen, og derfor mener foreningen stadig, at der er behov for en uvildig undersøgelse.