Regeringen vil samle alle klager over sundhedsvæsenet i ny, central styrelse. Det skal sikre hurtigere sagsbehandling og bedre læring af fejl, skriver Berlingske Tidende.
Regeringen fremlægger i dag, fredag, et samlet udspil på sundhedsområdet, og en del af pakken er et forslag til et helt nyt patientklagesystem.
I udspillet vil regeringen bl.a. omdanne Patientklagenævnet til en ny myndighed - en patientombudsmand - der skal samle de nuværende klageindgange i sundhedsvæsnet ét sted.
»Mange af de patienter, der klager, har som et væsentligt mål, at der ikke må ske en fejl igen. Det nye patientklagesystem har som en af sine vigtigste forudsætninger, at vi skal have fejl frem i lyset, og at vi skal lære af dem i hele sundhedsvæsnet,« siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (Kons) til Berlingske Tidende.
På Christiansborg er der generelt ros til forslaget, mens formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), kalder udspillet for »den største papirtiger i sundhedsvæsnet i mange år«.
»Rigtig mange klager kan i dag klares lokalt ved, at personalet og patienten taler ud om patientens utilfredshed. Skal man til at behandle den slags på et centralt kontor i København, så er al statsministerens snak om afbureaukratisering kun egnet til festtaler og ikke til realiteternes verden. Det er dybt, dybt, dybt bekymrende,« siger Bent Hansen til Berlingske Tidende.
Regionerne og Lægeforeningen præsenterede for to uger siden et fælles forslag til en reform af patientklagesystemet, som bl.a. skulle nedbringe behandlingstiden af klager fra 15 måneder i dag til 4 uger under det nye system.