Medarbejderne i Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsministeriet og Sundhedsministeriet er på stormøder netop blevet informeret om konsekvenserne af den sparerunde, som hele statsadministrationen skal igennem.
Sparekravet til Sundhedsministeret lyder på 10 pct. af budgettet, og det skal blandt andet realiseres ved, at Lægemiddelstyrelsen bliver lagt ind under Sundhedsstyrelsen, som Dagens Medicin skrev i går.
Sammenlægningen af de to styrelser betyder blandt andet, at Lægemiddelstyrelsens direktør Jytte Lyngvig fratræder sin stilling fra juni.
Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith fortsætter som administrerende direktør for den nye superstyrelse, som også får en ny direktør, da Sundhedsministeriets afdelingschef Vagn Nielsen rykker til styrelsen.
Fyringerne vil primært finde sted i Sundhedstyrelsen og ministeriet, og spareplanerne effektures fra 1. marts.
I første omgang skal spareplanen skabe balance i økonomien i 2013. Den første sparerunde skal resultere i, at der på lønsiden kan spares ca. 65 mio. kr. i 2013 svarende til i størrelsesordenen 120 fuldtidsstillinger. Når spareplanen er endelig gennemført i 2015 regner Sundhedsministeriet med, at der vil være nedlagt i størrelsesordenen 140 fuldtidsstillinger.
Besparelsen skal blandt andet findes ved at sammenlægge Lægemiddelstyrelsens og Sundhedsstyrelsens afdelinger for it, HR, regnskab og kommunikation.
Endvidere oprettes en ny styrelse, som får ansvar for smitteberedskab og overvågning samt sundhedsdokumentation. Den nye styrelse samler det nuværende Statens Serum Institut, National Sundheds-it og dokumentationsopgaverne i Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen samt DRG fra ministeriet.
Ifølge Sundhedsministeriet sker oprettelsen af en ny styrelse for at samle den nationale ekspertise på dokumentations- og it-området i sundhedsvæsenet, ligesom ministeriet forventer et bedre beslutningsgrundlag, når ansvaret for de millioner af informationer om patientforløb, der i dag er placeret på fem forskellige institutioner, i stedet bliver samlet ét sted.
Derudover samles de to sekretariater for henholdsvis Det Etiske Råd og Den Nationale Vi-denskabsetiske Komité i ét fælles sekretariat.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen