Regionernes valg af nye ct-scannere til hospitalernes radiologiske afdelinger blev styret af økonomi og juristeri. Faglighed og kvalitet blev skubbet i baggrunden. Det har direkte negative konsekvenser for især universitetshospitalernes muligheder for at levere kræftdiagnostik i verdensklasse.

Det mener de ledende overlæger fra ni danske universitetshospitalers radiologiske afdelinger. I en fælles udtalelse går de i rette med udbuds- og indkøbsprocessen og kvaliteten af de scannere, som der nu skrives kontrakt om i regionerne. Målet med indkøbet af de mange nye scannere – i alt 43, heraf 18 ct-scannere – var at sikre en forbedret kræftdiagnostik og behandling af danske patienter. Men når de økonomiske prioriteringer bliver for snævre, spænder det ben for målsætningen, advarer de ledende radiologer:

»Det er også vigtigt for patienterne og samfundet, at man anskaffer state-of-the-art-teknologi og uhensigtsmæssigt udelukkende at indkøbe udstyr, der begynder at blive forældet. Man bør satse på nyudviklede ct-skannere og dermed give os chancen for at kunne levere kræftdiagnostik i verdensklasse,« skriver chefgruppen.

Regioner afviser
Efter Dagens Medicins omtale sidste uge af den faglige kritik mod scannerindkøbene, udsendte Danske Regioner en pressemeddelelse, hvor der bl.a. står, at ’i alle udbud er kvaliteten blevet vægtet højere end prisen’, og at de faglige udbudsgruppers krav til de nye scannere i alle tilfælde er blevet fulgt af regionernes indkøbsafdelinger. Den udlægning tager gruppen af ledende overlæger skarp afstand fra: »Det er vores opfattelse, at udbuds og indkøbsprocessen - hvad angår den økonomiske og juridiske del af udbuddet - ikke har været god nok. Dette har haft stor betydning ved valget af ct-skannere til landets sygehuse, specielt hvad angår universitetshospitalerne. Danmarks ledende overlæger , ct-overlæger, radiografer og medicoingeniører har deltaget i processen og afgivet deres faglige beslutninger.

Desværre blev det endelige valg af apparatur i det nationale udbud af ct-skannere truffet med vægtning af økonomi og juristeri frem for funktionalitet - fagligheden og kvaliteten blev således sekundær,« skriver de ni ledende overlæger i deres fælles udtalelse.

Mistænkeliggjort
Torsdag i sidste uge bragte TV-Avisen Dagens Medicins historie om regionernes scannerindkøb. Og regionernes formand Bent Hansen afviste for åben skærm kritikken. Hans svar var, at kritikken faldt tilbage på de kritiserende afdelinger: Deres repræsentanter i udbudsgrupperne havde ikke gjort deres arbejde godt nok, mente Bent Hansen. Den anklage fra regionernes øverste chef bryder de ledende overlæger sig ikke om:

»Vi skal beklage mistænkeliggørelsen af kompetencer, som vores meget dygtige medarbejdere ved deres deltagelse i udbudsprocessen, måtte være blevet udsat for,« lyder det i udtalelsen. Paul Nilsson, medunderskriver på udtalelsen og klinikchef på radiologisk afdeling på Rigshospitalet, uddyber:

»Det er utilfredsstillende, når medarbejdere, der har brugt uger og måneder det sidste halve år på deres arbejde i udbudsgrupperne, på den måde mistænkeliggøres. Vi har sendt de bedste repræsentanter, der er i Danmark, til udbudsgrupperne. Men hver gang de er kommet med forslag og ønsker til de nye scannere, har indkøbsafdelingerne ændret spillereglerne. Vi føler os snydt,« siger Paul Nilsson.