De nordiske landes sundhedsministre er enige om at stramme grebet om de farlige læger, der falder i sundhedsmyndighedernes søgelys.
Det er resultatet af et møde mellem social- og sundhedsministrene fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, der i disse dage mødes i Aalborg i forbindelse med det danske fomandsskab for Nordisk Råd.
I dag har landene ikke nogen løbende udveksling af oplysninger om kritik og om skærpede tilsyn, påbud, virksomhedsindskrænkninger og lignende over for læger, ligesom det heller ikke har været muligt for sygehuse at få adgang til oplysningerne, hvis de møder en ansøger fra et andet land.
Med aftalen forpligter landene sig til at gøre den slags informationer lettere tilgængelige på tværs af landegrænser inden årets udgang.
»Med dette vigtige tiltag sikrer man, at landenes myndigheder og sygehuse også får adgang til oplysninger om tidligere problemer i den enkelte læges virksomhed, f.eks. afgørelser, hvor lægen har fået alvorlig eller gentagen kritik fra den nationale patientklageinstans,« siger sundhedsminister Bertel Haarder (V) i en pressemeddelelse.
Den udvidede adgang til informationer kommer også til at omfatte tandlæger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale med autorisation.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen